Helse

Hvem bestemmer, når livet ebber ud?

Plejebosagen har gjort spørgsmålet om aktiv og passiv dødshjælp aktuel. Hvem bestemmer, når en person er meget svagelig og ikke har lang tid igen. Klinikchef på den geriatriske afdeling på Frederiksberg Hospital, dr.med. Jette Ingerslev, deltog selv som rådgiver i Plejebosagen og giver her (uden at referere til Plejebosagen) nogle generelle menneskelige og juridiske aspekter omkring livets sidste fase.

De fleste danskere dør efter længere tids sygdom. Andre dør i løbet af få timer efter en blodprop i hjerte, lunger eller hjerne. Endelig dør mange efter et ulykkestilfælde. Hovedparten af danskere dør på et hospital eller et plejehjem.

For nogle mennesker betragtes en pludselig død på grund af hjertestop som en “ønskedød”. For andre kan “den sidste tid” være berigende og give livet en værdig afslutning med mere afklaring.

Det enkelte menneske har ikke nødvendigvis gjort op med sin egen holdning til døden. En del mennesker ønsker slet ikke at tænke på døden, endsige drøfte den med nogen.

Karen Blixen kunne med ro i sindet sige: Døden er ikke en afslutning, men en afrunding af livet.

Det er ikke alle, der har et så afklaret forhold til døden.

Selv om døden er forudgået af lang tids sygdom, kommer den ofte som en chok for de pårørende.

Den sidste livsfase hos kronisk syge

I en geriatrisk afdeling, hvor ældre mennesker med flere medicinske sygdomme er indlagt til vurdering og genoptræning, indtræder døden ofte ret pludseligt som følge af en blodprop i hjerte, lunger eller hjerne. Andre ældre dør efter en gradvis svækkelse under et kronisk sygdomsforløb. Der kan være tale om cancer med metastaser, slutfasen af sygdomme i hjerte og kar samt lunger, nyresvigt, leverlidelse, demens eller svær apopleksi. Universel svækkelse og manglende livslyst, med heraf følgende dårlig ernæring og dehydrering, kan også præge den sidste levetid.

Hos denne gruppe patienter oplever man, at der to til tre uger før dødens indtræden er manglende lyst til at spise og drikke, nedsat ønske om at komme ud af sengen og deltage aktivt i et træningsprogram. Interessen for personlig hygiejne forsvinder. Omgivelserne bliver uinteressante.

Ofte kommer patient, pårørende og læger samt plejepersonale i et dilemma, idet patienten på den ene side har behov for væske og ernæring og på den anden side ikke selv ønsker at modtage “vådt eller tørt”. Ved hyppigt at nøde patienten kan et vædskeindtag på 500 - 1.000 ml som regel opnås. Dette må da accepteres.

Det er væsentligt, at sundhedspersonalet tager sig god tid til gentagne gange at informere patient og pårørende om sygdomsforløb og mulighederne for at behandle og for at overleve.

Personalet bør altid give en faglig vurdering af patientens tilstand og baggrunden for den valgte behandling (antibiotika, smertestillende medicin, anlæggelse af drop, katetre og sonder eller ingen behandling). De pårørende kan efter et dødsfald gøre sig selvbebrejdelser, hvis de har fået følelsen af, at de har været medbestemmende til at afkorte livet hos den syge. Derfor er fagligheden og sagligheden så vigtig.

Passiv og aktiv dødshjælp

Det kaldes passiv dødshjælp i dansk retspleje, når der undlades livsforlængende behandling til terminalt syge patienter, eller der iværksættes lindrende behandling, der som ikke-tilsigtet sidevirkning kan fremskynde dødens indtræden med et kortere tidsrum. Passiv dødshjælp er fuldt anerkendt i dansk retspraksis.

Indimellem opleves det, at en patient beder om aktiv dødshjælp. Dette kan sundhedspersonalet naturligvis ikke imødekomme, idet det strider mod etiske og lovmæssige regler.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det imidlertid lovligt, at den ansvarlige læge kan træffe beslutning om at undlade at påbegynde eller fortsætte en behandling, som kun tjener til at udskyde tidspunktet for dødens indtræden. Samtidig understreger Sundhedsstyrelsen dog, at der altid og for enhver patient skal foretages en konkret vurdering af patientens tilstand og fremtidsudsigter samt de foreliggende behandlingsmuligheder. Det er berettiget at indgive de nødvendige smertestillende midler, selv om de - som en ikke tilsigtet virkning - kan medføre risiko for, at døden indtræffer på et lidt tidligere tidspunkt.

Patienten ønsker at afbryde behandling

Hvis en sundhedsperson foretager en livsforlængende behandling mod patientens vilje, kan denne person efter omstændighederne drages til ansvar for at have foretaget ulovlig tvang, frihedsberøvelse eller legemskrænkelse. Det må dog forventes, at tiltale kun vil blive rejst i særligt alvorlige tilfælde.

En patient har imidlertid ikke ret til at kræve afbrydelse af en behandling, når der er tale om en situation, hvor døden ikke er uafvendelig, og det at efterkomme patientens begæring vil bevirke, at den pågældende umiddelbart efter ophør med behandlingen vil dø.

Patienternes ønske om at leve eller dø kan svinge fra dag til dag, meget afhængig af smerter, angst og uro. Derfor er det vigtigt, at såvel pårørende som sundhedspersonale er meget opmærksom på disse symptomer, så smerterne, angst og uro lindres så godt som muligt i den tid, der er tilbage .

Inhabile patienter

Ved inhabile patienter forstås patienter, der er i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves. Som hovedregel skal der indhentes samtykke fra nærmeste pårørende til behandling af en varigt fornuftsinhabil patient. Hvis behovet for behandling er akut, er en læge eller en anden sundhedsperson imidlertid som hovedregel forpligtet til at foretage livsnødvendig eller på anden måde uopsættelig behandling. Dette gælder uanset, om patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen til at afgive informeret samtykke.

Sundhedspersoner har imidlertid efter dansk ret nogle selvstændige og ganske vidtrækkende beføjelser til at træffe afgørelser om undladelse af udsigtsløs, livsforlængende behandling i visse tilfælde, hvor patienter ikke er i stand til at udøve selvbestemmelsesretten på en retslig relevant måde.

Når patienten ikke vil spise/drikke

Det kan være lovligt at undlade tilførsel af flydende ernæring eller anden udsigtsløs behandling. Lægen har beføjelser til at afstå fra livsforlængende behandling i visse tilfælde, hvor patienten ikke er uafvendeligt døende, men hvor det med stor sikkerhed kan antages, at patienten efter en livsforlængende behandlingsindsats vil være afskåret fra enhver form for egentlig menneskelig kontakt. Dybt bevidstløse patienter kan nævnes i denne sammenhæng.

Smertestillende behandling

I sundhedsfaglige kredse har den fejlagtige forestilling gjort sig gældende, at selv omhyggeligt tilrettelagt smertebehandling med morfin indebærer væsentlig risiko for alvorlige vanskeligheder med vejrtrækningen. I de seneste år har sagkyndige imidlertid påpeget, at der kun er en ubetydelig risiko for at fremkalde åndedrætsbesvær, hvis smertebehandlingen gennemføres omhyggeligt.

Lægen skal altid foretage en konkret, omhyggelig og samvittighedsfuld vurdering af patientens tilstand, og hvordan udsigten er til bedring samt mulighederne for behandling.

“En god død”

På baggrund af en artikel i British Medical Journal kan følgende principper for en god død fremhæves:

1. At vide, hvornår døden kommer, og at forstå, hvad man kan forvente.
2. At være i stand til at bibeholde kontrollen med det, der sker.
3. At fordre værdighed og uforstyrret privatliv.
4. At have kontrol over smertelindring og kontrol over andre symptomer.
5. At have valgmuligheder og kontrol over, hvor døden skal finde sted (hjemme eller på institution).
6. At have adgang til information og ekspertise, når som helst det er nødvendigt.
7. At have adgang til enhver åndelig eller emotionel opbakning, når det er nødvendigt.
8. At have adgang til at få pleje og omsorg som alternativ til at blive indlagt på hospital.
9. At have kontrol over, hvem der er til stede, og hvem der skal dele de sidste stunder med den døende.
10. At være i stand til at give direktiver forlods, således at den døendes ønsker bliver respekteret.
11. At have tid til at sige farvel og kontrollere andre tidsmæssige forhold.
12. At få lov til at dø, når tidens fylde er, og ikke få livet forlænget formålsløst.

Livet og døden

Epikur sagde for mere end to tusinde år siden, at kunsten at leve og at dø er den samme.

Måske kan denne artikel være medvirkende til, at læseren gør sig tanker, ikke blot om døden, men også om livet. Hvordan det leves, og hvad der bør ændres i tide.

Kilde: Klinikchef, dr.med. Jette Ingerslev

Emner: angst, hjerne, hjertestop, medicin, pårørende, sundhed, sygdom