Let det tunge havearbejde

10. September 2003
Helse

Fem gode tips til, hvordan du slipper igennem havearbejdet uden at få gener.

De færreste kommer ustraffet fra et stillesiddende arbejde på kontoret og til gravearbejdet i haven, hvis de ikke har lidt respekt for kroppen.

De fysiske udfoldelser i haven stiller andre krav til kroppen end det sædvanlige daglige arbejde. Det er andre muskelgrupper, der skal bruges - og dette måske i mere akavede stillinger. DERFOR:

  • Lyt til kroppen
  • Variér arbejdet
  • Hold pauser
  • Brug de store muskler
  • Anvend solide haveredskaber med et godt greb og lange skafter

Lyt til kroppen

Er du ved at være godt øm i ryggen under gravearbejdet, så skift stilling: Ret dig op, svaj bagud og pres hænderne ind i lænden. Eller sæt dig ned, hvis det er benene, der er trætte. Musklerne har bedst af at blive brugt varieret.

Variér arbejdet

Skift over til at slå græs eller lug bedet i stedet. Ingen siger, at hele haven skal graves på en gang. Anden type havearbejde stiller krav til andre muskler, så musklerne bliver brugt varieret.

Hold pauser

Mange minipauser er mindre belastende for dig end en stor pause i slutningen af havearbejdet. Musklerne vil få mulighed for at slappe af og få tilført ny næring via blodet, som måske ikke er nået ud i de arbejdende muskler, hvis de har arbejdet statisk (holdt fast uden bevægelse).

Brug de store muskler

Mange vil sige: “Der er ingen ben i havearbejde” - Men det er lige, hvad der er mest af. Da benmusklerne er kroppens største muskler, er det en god idé at lægge det meste af det kraftfulde i arbejdet ned i dem. Så i stedet for at gå krumbøjet, når du graver, river, skuffer, osv., så flyt vægten fra det ene ben til det andet med en let bøjning i hoften. Ligeledes vil et langt skaft hindre dig i at gå krumbøjet.

Solide haveredskaber

Når de store krukker skal flyttes over kortere afstande på et fast underlag, kan det være en god idé at sætte en lille plade med hjul under. Derved undgås tungt løftearbejde. Eller flytte dem ved at forskyde krukkens vægt fra side til side. Anvend solide haveredskaber med et godt greb og lange skafter.

Kilde: fysioterapeut Kirsten Rasmussen

Emner: , ,