Helse

Skilsmisseforsker: Lad ikke børnene i stikken

Det vigtigste, forældre kan gøre, når de skilles, er at prioritere samarbejdet omkring børnene, selv om det er svært.

- Forældre, der vil skilles, har et stort ansvar for de børn, de sammen har sat i verden. Det ansvar er de nødt til at leve op til ved at tilsidesætte deres egne behov for en stund og sætte alt ind på at få et ordentligt samarbejde i forhold til børnene! I de godt 20 år, skilsmisseforskeren, cand.psych. Morten Nissen har praktiseret som psykolog og forsket i børn og skilsmisser, er det mere og mere gået op for ham, at det er forældrenes evner og vilje til at samarbejde, der er afgørende for, om og hvordan børnene kommer nogenlunde helskindet igennem krisen. For en krise er der tale om, uanset om far og mor selv synes, at skilsmissen er “god”. Hvert år oplever ca. 20.000 danske børn, at deres forældre bliver skilt. Ca. hvert fjerde barn er skilsmissebarn, og omkring hvert tredie barn vil på et eller andet tidspunkt i sit liv opleve, at forældrene går fra hinanden. Rent formelt er det blevet lettere at få en skilsmisse, og skilsmisser er blevet mere accepterede, end de var for en generation siden. Men det betyder ikke, at de er blevet nemmere.

- Hvis jeg skal se på, hvilke ændringer der er sket i forhold til, hvordan forældre i dag klarer en skilsmisse, er der nok sket en positiv udvikling i fædrenes interesse i deres børn. For 20-25 år siden, da jeg startede min skilsmisseforskning, viste fædre ikke den samme interesse for børnene. Til gengæld synes jeg desværre ikke, at forældrene er blevet bedre til at samarbejde om dem, fastslår Morten Nissen.

Vent til barnet er parat

Morten Nissen udgav for et år siden en lille bog på “Helse”, der handlede om “Skilsmissebørn & deres forældre - 10 ønsker til forældre i forbindelse med skilsmisse”. Her fastslog han følgende: At det er vigtigt, at forældrene forbereder barnet grundigt på, hvilke ændringer skilsmissen vil medføre. At barnet holdes uden for forældrenes konflikter, og at det ikke bliver behandlet som en voksen. At barnet ikke bliver inddraget i beslutningen om, hvem af forældrene det skal bo hos. At det ikke skal kommer til at føle sig skyldig i forældrenes skilsmisse. At det kan blive i sit miljø og ikke skifte skole, institution, kammerater osv.

At det fastholder samværet med den anden forælder - og den øvrige familie og her især bedsteforældrene. OG at forældrene venter med at danne ny familie, til barnet er parat til det! Det sidste er for Morten Nissen en vigtig pointe. Han mener, at det er udtryk for egoisme og selvoptagethed, hvis den ene part danner en ny familie, inden barnet er parat til det. - Jeg synes ikke, det er rimeligt over for barnet, at de voksne prioriterer deres egne behov. Det må være et rimeligt krav, at de voksne venter lidt med at inddrage barnet i en ny partner og evt. dennes familie. Uanset hvordan skilsmissen forløber, er den for barnet en meget smertefuld proces, som det kræver tid at komme igennem, siger Morten Nissen.

I det hele taget har voksne mennesker, der skal skilles, en tendens til at undervurdere, hvilken krise der følger af en skilsmisse. I denne proces er det vigtigt, at begge forældre er nærværende og opmærksomme på, hvordan børnene har det, mener Morten Nissen, som også kunne ønske sig, at forældre i højere grad ville tage udgangspunkt i børnenes behov, når de beslutter, hvor børnene skal bo. - Det er vigtigt, at barnet har en fast base, og den skal så vidt muligt være i det miljø, barnet kender. Det er ikke rimeligt, at barnet ud over at blive skilt fra sin far eller mor også skal opleve at blive skilt fra skole, institution og kammerater, siger Morten Nissen, der heller ikke mener, det er en god idé, at søskende skilles ad, med mindre de er meget forskellige alders- eller temperamentsmæssigt.

Deleordninger - for forældrenes skyld

- Det er ikke, fordi jeg altid synes, at statsamternes afgørelser er gode, men de ordninger, som indebærer, at børnene skal have et fast sted at bo og samtidig en stærk kontakt til den anden forælder, er uden tvivl de bedste for barnet, siger Morten Nissen og hentyder til de meget udbredte ordninger med, at barnet bor hos den ene forælder og tilbringer fx hveranden weekend plus en dag midt i ugen hos den anden. En hvilken som helst ordning bygger dog på den meget vigtige forudsætning, at forældrene taler sammen om barnet:

- Hvis forældrene ikke udveksler informationer og tanker om, hvordan børnene trives og udvikler sig, er barnet ilde stedt, mener Morten Nissen. I 1994 udgav Morten Nissen en bog, som byggede på ca.100 interviews med delebørn og deres forældre, “Delebørn - en salomonisk løsning”. Han advarede dengang som nu forældre mod at lave dele-ordninger, selv om forældrene viser sig ofte at være glade for dem. - Deleordningerne tilgodeser udelukkende forældrenes behov, men lader børnene i stikken, mener han. Delebørn har en opslidende dagligdag og risikerer i højere grad end andre at blive isolerede og ensomme, fordi de hele tiden skal “pendle” mellem to sæt miljøer og kammerater. - Man kan jo forestille sig, hvordan man selv ville have det med at skulle bo to steder og flytte hveranden uge de næste 12-14 år! Det er utroligt opslidende, også for børnene. Tilsyneladende ser det måske ud, som om børnene kan leve med deleordningerne, men her vil jeg sige som ræven i “Den lille Prins” (en fabel af den franske forfatter Antoine de Saint Exupéry): “Kun med hjertet kan man se rigtigt, det væsentlige er usynligt for øjet”.

Kilde: Journalist Anette Wiborg

Emner: børn, familie, forældre, hjertet, miljø