Helse

Jeg har fået en form for sceneskræk

Kristoffer Marså er ordblind, men har alligevel formået at skabe sig en karriere som læge og manuskriptforfatter. Tanken om at skulle læse højt for andre kan dog stadig give ham koldsved.

»Forleden stod jeg og opererede og skulle efterfølgende skrive journal. Der var et ord, jeg ikke kunne stave. Jeg spurgte overlægen til råds. Men han var også ordblind. Der stod vi, to højtuddannede mennesker uden at kunne skrive det, vi ville. Vi måtte finde på et andet ord, der ikke var ligeså præcist.«

Kristoffer Marså er ordblind, ligesom sin mor og sin bror. Som dreng har han oplevet at stå foran sin klasse, helt tør i munden, hver gang han skulle læse op. Og kun de færreste af hans lærere ville have tippet ham til at få en boglig uddannelse. Alligevel er det lykkedes ham både at gennemføre medicinstudiet og skrive manuskripter på hobbyplan.

Hovedproblemet for ordblinde er at knytte den rigtige lyd til de bogstaver, som alfabetet er bygget af. Altså at fornemme fonemerne, at et o har en o-lyd, l en l-lyd, osv.

Kristoffer Marså husker, at han i starten af sin skoletid bare vidste, at der var ti bogstaver i hans navn - han kunne aldrig finde ud af hvilke. Derfor puttede han ofte en masse a’er i »fordi de var pæne«.

Senere i skoletiden havde han dog ikke helt overskud til at fokusere på, om bogstaver var pæne eller ej. Han skrev så grimt, at han sjældent kunne læse sin egen skrift - noget der er typisk for ordblinde, mener han.

- Man vænner sig til at skrive utydeligt og sjusket, fordi man ikke nyder at skrive, siger Kristoffer Marså, der særligt i de små klasser havde det svært med at gå i skole.

- Jeg kan stadig huske, når vi skulle læse højt. Man kunne regne ud, hvornår det blev ens tur og følte sig mere og mere presset. Der blev en småfnisende tavshed, når man hakkede i de stykker i bogen, som alle andre kunne. Jeg har følt mig velbegavet hele mit liv, men det stikker stadig i mig - så selv om jeg i dag godt ville kunne læse noget højt, får jeg koldsved og bliver tør i munden, hvis jeg skal. Jeg har nok fået en form for sceneskræk.

I 8. klasse flyttede Kristoffer Marsås familie fra Sønderborg til Hillerød. Han kom ind på en lille privatskole - Den Alternative Skole - og her fik han for første gang succesoplevelser bogligt.

- Det var en privatskole, som gjorde meget ud af at motivere eleverne. Jeg kunne det meste, da jeg gik en klasse om i forbindelse med, at jeg flyttede skole. Det var også godt for mig, at der ikke var eksaminer. Jeg blev ikke påmindet om, at jeg ikke var god. Jeg er et konkurrencemenneske, og når det ikke går godt for mig, bliver jeg ked af det. Her blev jeg ikke konstant mindet om det ved prøver og så videre, men blev tværtimod stimuleret til at yde mere.

Kristoffer Marså giver privatskolen i Hillerød en stor del af æren for, at han er blevet så boglig, som han er. Det, at blive stimuleret som menneske, har betydet langt mere, end den specialundervisning som han også har fulgt gennem tiden.

Kristoffer Marså er stadig påvirket af sit læsehandicap, men i en grad som er til at leve med, fortæller han.

For eksempel går han uden om at læse romaner med mange symbolske tillægsord, der gør læsningen tung og mere langsommelig. I stedet vælger han romaner, der er skrevet mere »lige på og hårdt«. På samme vis har han valgt at skrive sine egne historier i manuskriptform frem for som prosa.

- Jeg elsker at skrive, men alle, der har læst mine historier, ved, at de er fyldt med stavefejl. Jeg foretrækker at skrive manuskripter til teater og film, fordi man her ikke skal have et særlig sofistikeret sprog. Det er mere staccato, delt op i korte sætninger - her er jeg mindre hæmmet.

Han kommer læsemæssigt til kort, når han støder på ord, han ikke har set før. Hvis personerne i en roman har ukendte navne, har han ofte ingen idé om, hvad de hedder og må have dem sat ind i historiens sammenhæng, før han ved, hvem folk taler om. Eller hvis han skal skrive et medicinsk udtryk, og stavekontrollen i Word viser tre muligheder, aner han ikke hvilken, der er den rigtige.

Trods mange besværligheder har ordblindheden haft en positiv sideeffekt. Kristoffer Marså har fx lært at stole på sin hukommelse og at tale tysk bare ved at se tysk fjernsyn - undertekster læser han aldrig.

Men hvad betyder det for ham, at en stigende del af den daglige kommunikation foregår skriftligt via emails og sms?

- Det har jeg det fint med. Emails og sms går så hurtigt, at alle laver slåfejl. Selv tekstforfattere. Og man er langt mere vant til fejl end i et klassisk brev. Så det føler jeg mig helt tryg ved. Her falder jeg ikke så meget igennem.

Som ordblind eller dyslektiker er man hverken dårligere begavet eller har sværere ved at se end andre. Man har blot markante vanskeligheder ved at lære at læse og skrive. Konkret har man svært ved at omsætte bogstaver og bogstavrækkefølger til sproglyde. Fx kan ordet kulde af ordblinde ligeså vel opfattes som kunne og ordet dig som din. Ordblinde har især problemer ved ord, de ikke har set før.

Det er ikke klarlagt hvorfor, man bliver ordblind. Men børn, hvis forældre er ordblinde, er mere disponerede for ordblindhed end andre. Ved hjernescanninger er det påvist, at svært ordblinde har relativt mindre omfang af sprogfelterne i den venstre hjernehalvdel. Ordblinde kan opnå gode læse- og skrivefærdigheder. Det kræver bare en ekstra indsats - mere intensiv læse- og skriveundervisning og jo før jo bedre.

Alle skriftsprog er i en vis grad baseret på sproglyde. Derfor findes der også ordblinde i den arabiske og asiatiske kultur, selv om disse skriftsprog er baseret på tegn. Mange ordblinde har også problemer med at tyde andre symboler, som fx tal. Mange ordblinde bytter således rundt på talrækkefølger i blandt andet telefonnumre.

Grafiske symboler eller piktogrammer som skilte til bussen eller herretoilettet genkendes af ordblinde uden problemer. Mens mindre standardiserede grafiske budskaber, der oven i købet følges af forklarende tekst kan være vanskelige at gennemskue som ordblind. Dette gælder fx tekst og grafik på DSBs billetautomater.

Ordblindheden er for mange voksne noget tabubelagt - fordi vores samfund i høj grad er baseret på, at alle kan læse og skrive. Med computerens tekstbehandlingsprogrammer har ordblinde fået et værdifuldt hjælpemiddel. Her kan man arbejde med sin tekst uden at strege ud, viske huller og krølle papir. Og personlige ordbøger og stavekontrol kan være en uvurderlig støtte, som ikke trækker opgivende på skuldrene eller sukker dybt, når et ord igen er forkert. De nyeste computerprogrammer kan genkende tale og læse højt, evt. i stavelser.

Gode links for ordblinde

www.handicap-ingen-hindring.dk

Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside, der giver et overblik over, hvilke støttemuligheder, du har som ordblind.

www.dvo.dk

Dansk Videnscenter for Ordblindhed. Definitioner på lidelsen, links til den nyeste forskning og oplysninger om støtteordninger.

www.hmi.dk

Hjælpemiddelinstituttet, der tilbyder computerhjælpeprogrammer med fx højtlæsning eller særlige staveværktøjer.

Emner: børn, familie, forældre, hjerne, medicin, sukker