Ny viden om kost

26. June 2007
Helse nr. 7, 2007
af Kreutzer, ernæringskonsulent, Arne Astrup, professor, dr.med. og Ulla Pedersen, ernæringskonsulent

Om sødemidler og PCOS, samt fisk og graviditet.



Jeg er en 32-årig kvinde, der er barnløs. Årsagen er, at jeg har polycystisk ovariesyndrom (PCOS).

Jeg har fået at vide, at jeg skal lægge min kost om og herunder begrænse indtaget af sukker og andre »hurtige« kulhydrater, men da jeg er meget glad for alt sødt, er det virkelig svært. Jeg har fundet forskelligt kunstigt sødet slik, noget af det sødet med maltitol – er det i orden at spise den slags, når jeg har PCOS?

Svar:

Kvinder med PCOS er ofte insulinresistente, og graden af resistens nærmer sig den hos type2 diabetikere. Der er øget risiko for udvikling af egentlig type2 diabetes.

De senere år har der behandlingsmæssigt været mere og mere fokus på kosten.

Hovedproblemet for de fleste med PCOS er, at de er overvægtige, typisk med bugfedme, og det skaber insulinresistens. Det vigtigste er derfor at tabe sig for at forbedre tilstanden. Er man insulinresistent, er det vigtigt at undgå at spise store mængder sukker (eller andre madvarer, der hurtigt nedbrydes til sukkerniveau) med deraf følgende blodsukkerstigning. Det er derfor nærliggende at overveje, hvordan man så kan få sin trang til det søde tilfredsstillet på andre måder.

Der er to typer sødemidler. De kunstigt fremstillede (saccharin, aspartam o.a.) ligner ikke sukker kemisk og bidrager ikke med kalorier eller giver stigning i blodsukkeret. Til gengæld er sukkeralkoholerne (bla. sorbitol, xylitol og maltitol) kemisk beslægtede med sukker, indeholder færre kalorier end sukker gør pr. gram, men det er usikkert hvor mange. Sukkeralkoholerne optages kun delvist i kroppen og kræver derfor ikke insulin i samme grad, som almindeligt sukker gør.

Det slik, du har købt, der er sødet med maltitol, giver altså energi (kalorier) og påvirker blodsukkeret, men giver en langsommere blodsukkerstigning. Det er muligt, men ikke sikkert vist, at sødeevnen er større end for glukose, dvs. at en mindre mængde er nødvendig til samme sødhedsgrad.

Bedst vil det selvfølgelig være, hvis du kan styre din trang til det søde og kun spise noget sukkerrigt en gang imellem. Kvinder med PCOS, diabetikere og alle andre tilrådes at reducere tilsat sukker til under ti pct. af det samlede kalorieindtag, for kvinder svarer det til under 50 gram tilsat sukker pr. dag.



Det er velkendt, at de specielle fedtsyrer der findes i fiskeolie, hjælper til opbygningen af fostrets hjerne. På den anden side høres fra tid til anden rapporter om forurening af især fede fisk med tungmetaller og andet. I USA har forureningsrisikoen givet anledning til råd om, at gravide højst spiser 340 gram fisk og skaldyr om ugen.

Man har nu søgt dette yderligere belyst i en opfølgende undersøgelse af 11.875 graviditeter, hvor børnenes IQ og adfærd blev undersøgt i 7-8 års alderen og sammenlignet med oplysningerne om moderens indtagelse af fisk og skaldyr under graviditeten. Man fandt, at risikoen for, at børnene lå under gennemsnittet både hvad angår IQ og adfærd, var størst blandt de kvinder der spiste under 340 gram fisk og skaldyr om ugen.

En sådan undersøgelse er intet bevis for, at store mængder fisk medfører kloge børn, specielt ikke da forurening i fisk varierer med både tid og sted. Men den støtter rådet om at spise fisk under graviditeten.



* At spise tilskud af folsyre allerede fra man planlægger at blive gravid. Tilskud af folsyre nedsætter risikoen for at føde et barn med neuralrørsdefekt.

* At undgå lever og paté, der indeholder store mængder A-vitamin, der kan skade fostret. Leverpostej kan man godt spise.

* At undgå alkohol, fordi det kan give fosterskader.

* At begrænse koffeinholdige fødevarer som kaffe, te og cola. Man bør højst drikke tre kopper kaffe om dagen.

* At tage en vitaminpille dagligt under graviditet og amning.

* At tage tilskud af jern, hvis en blodprøve viser, at jernstatus er lav.

* At spise fisk. Dog bør man sørge for at spise både fede og magre fisk og undgå at spise mere end 100 gram om ugen af følgende fisk: Tun, rokke, helleflynder, oliefisk/smørfisk, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre og sandart.

Emner: , , , , , , , ,