Mobiltelefonen lå inden for rækkevidde, men Børge Madsen var ikke i stand til at taste 112, da han faldt om hjemme med en blodprop i hjernen. Heldigvis var hans kone hurtigt på banen og fik mobiliseret trombolyse-teamet på Glostrup Hospital.
Børge Madsen er født og opvokset i Rødovre. Det er han glad for. Men i dag måske af en helt anden årsag end tidligere, hvor det fodboldglade og sportslige engagement på den københavnske Vestegn altid har ligget i direkte forlængelse af Børges egne interesser og profession. Den tidligere idrætslærer gennem mere end 30 år havde dog ikke forventet, at han skulle komme til at elske sin hjemegn endnu højere på grund af et afgørende opkald til 112.
Men sådan er det i dag!
For tidlig morgen 1. maj 2006 kollapsede Børge i en alder af 63 år hjemme og helt alene, lam i den ene side og ude af stand til at tale endsige betjene den mobiltelefon, der ellers lå inden for rækkevidde. Heldigvis kom hans kone Lis hjem og opdagede, at han lå der – og Lis gjorde det, som Børge ikke kunne, nemlig ringe efter en ambulance.
Børge havde fået en blodprop i hjernen, så derfor blev han med udrykning kørt til Glostrup Hospital, hvor han hurtigt kom i trombolyse-behandling.
Kamp mod uret
Børges store held var dels, at Lis kom hjem og hurtigt fik fat i en ambulance, dels at han boede i et område, som var dækket af et trombolyse-beredskab.
Trombolyse er en behandling med blodprop-opløsende medicin. Behandlingen skal sættes i gang inden for tre timer, hvis den skal have effekt. Men inden den blodpropopløsende medicin kan tages i brug, må lægerne finde ud af, om slagtilfældet – også kaldet apopleksi – skyldes en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.
– Hvis apopleksien skyldes en hjerneblødning, kan behandling med trombolyse faktisk forværre tilstanden. I værste tilfælde med døden til følge. Derfor er det afgørende, at patientens hjerne scannes, inden behandlingen sættes i gang for at udelukke, at slagtilfældet skyldes en hjerneblødning. Men hvis der er tale om en blodprop i hjernen, vil trombolyse i løbet af ganske kort tid opløse proppen, og der er gode chancer for, at patienten på få timer vil opleve, at talen vender tilbage og at lammelserne i kroppen forsvinder, forklarer en af Danmarks førende trombolyse-eksperter, overlæge Grethe Andersen fra Århus Sygehus.
Den korte tidsfrist på tre timer gør, at et døgndækkende beredskab er nødvendigt, hvis apopleksipatienter skal have mulighed for at få trombolyse-behandling i rette tid.
Uden den hurtige behandling vil blodproppen fx kunne medføre, at evnen til at tale forvinder for bestandigt, eller at lammelserne i dele af kroppen er permanente. Eller begge dele!
Da Børge Madsen i 2006 fik et apopleksi-tilfælde, var han så heldig, at han boede i et område, hvor et trombolyse-beredskab opererede fra Glostrup Hospital. På det tidspunkt var tilbudet nemlig ikke landsdækkende.
Siden er tingene gået fremad.
I dag har alle regioner trombolyse-beredskab i et vist omfang – bortset fra Region Sjælland, hvor beredskabet varetages af Odense Universitetshospital og sygehusene i Glostrup og Bispebjerg, indtil politiske forhandlinger er på plads om, hvilket af Region Sjællands hovedsygehuse, der fremover skal stå for regionens eget trombolyse-beredskab.
Mere tid til familien
I dag er Børge Madsen takket være den hurtige indsats med trombolyse tilbage for fuld skrue. Som efterlønner arbejder han i det omfang, som loven tillader, med sin interesse for sport, når han cykler rundt i egnen og rapporterer fra lokale sportsbegivenheder til Rødovre Avis – eller er vært på sin ugentlige sportsudsendelse på Rødovrekanalen.
Set i bakspejlet må Børge erkende, at han faktisk fik en advarsel på forhånd.
– Den 30. april, altså dagen før jeg faldt om, var jeg i Zoologisk Have med et par af børnebørnene. Inde i Væksthuset blev jeg pludselig utilpas. Svedte voldsomt og havde det rigtig dårligt. Men da ildebefindet var overstået, tænkte jeg ikke mere over det. Indtil dagen efter…, fortæller Børge, som aldrig har troet, at han kunne have forhøjet risiko for at få en blodprop. Som ikke rygende sportsmand med en kone, der serverer sund mad, skulle alt være i bedste orden, mente ham.
– Men jeg har nok været lidt stresset, erkender han efter en tænkepause.
I dag får han medicin til forebyggelse af endnu et slagtilfælde. Han har også givet sig selv et løfte:
– I dag kommer mit helbred og min familie i første række. For alt andet er i grunden ligegyldigt. Sådan har jeg ikke prioriteret førhen. Der havde eksempelvis en fodboldkamp altid forrang. Så måtte familien vente, til jeg fik tid. Men alderen taget i betragtning har jeg aldrig haft det så godt som i dag, konstaterer Børge, der dog stadig får tid til at spille fodbold et par gange om ugen.
FAKTA
Lyt til kroppens små tegn
En blodprop i hjernen kan være så lille, at du næsten ikke mærker den. Symptomer på en lille blodprop i hjernen kan fx være:
Mærker du et eller flere af disse symptomer, så kontakt lægen – for én blodprop i hjernen, uanset hvor lille den er, øger risikoen for den næste.
FAKTA
Forebyggelse af blodprop
Emner: alkohol, børn, familie, grøntsager, hjerne, mad, medicin, Motion, sport, stress, sukker