Du skal bare tage dig sammen! Sådan sagde en læge til Gina Panduro Kristensen, da hun blev ved med at have smerter i hoved og håndled efter en trafikulykke.
Der var ikke noget, Gina hellere ville end at kunne tage sig sammen. Hun havde lige købt hus i Glyngøre sammen med sin kæreste, og arbejdet som frisør gik forrygende godt med mange faste kunder. Men hun kunne hverken klare jobbet, haven, huset eller at være sammen med andre mennesker i længere tid på grund af smerterne. Motorcykelturene med vennerne måtte hun også droppe.
- Det kørte ellers bare for mig; jeg havde så mange planer for fremtiden, fortæller Gina. Derfor var det også så svært at acceptere, at jeg skulle sygemeldes og senere få en titel som førtidspensionist i en alder af bare 29 år.
I november 2002 kører Gina på hovedvej A26 mellem Glyngøre og Skive. Der er ved at være travlt i salonen op til jul, men hun vil en tur ned og besøge familien. En bilist overholder ikke sin vigepligt og kører pludselig ud foran Gina. Hun når ikke at bremse helt op, før hun rammer den anden bil. Selvom begge biler er totalskadede, slipper chaufføren og hans passager heldigvis med nogle knubs, og Gina tror også, hun er ok, da hun vågner efter at have været bevidstløs.
- Rattet var bøjet, så hårdt holdt jeg fast i det, og til mit held var solskærmen nede, så jeg ramte den, og selen havde jeg på. Den reddede mit liv.
Gina kommer på skadestuen og får konstateret hjernerystelse. Hun bliver sygemeldt i en uge og har meget ondt i hovedet, men er bare lykkelig for at være sluppet levende fra ulykken. Og så tager hun på arbejde igen.
Men arbejdet som frisør hænger slet ikke sammen for Gina. Hun har konstante smerter i hovedet og i håndleddene og må holde pauser mellem hver kunde for at kunne klare det. Hun får flimresyn og nakkesmerter og begynder også at glemme faste kunders navne. Efter tre måneder bliver hun igen sygemeldt og begynder at gå til kiropraktor, der konstaterer, at Gina har forstuvet fire nakkehvirvler, og at hun har en piskesmældsskade.
Gina prøver igen at komme tilbage til salonen. Hun kommer i arbejdsprøvning, og det viser sig hurtigt, at hun ikke kan holde til jobbet som frisør. Heller ikke et arbejde på kontor eller i receptionen på rådhuset går an. Ginas smerter er kroniske, hænderne låser, og hun har besvær med at koncentrere sig og huske. I 2004 får hun bevilliget førtidspension.
- Det har taget meget lang tid for mig at acceptere, at jeg er førtidspensionist. Og det er stadig rædselsfuldt at være til selskab og blive spurgt: ”Nå, hvad laver du så?” Når folk hører, jeg er førtidspensionist, holder de enten op med at snakke med mig, eller også fortsætter de med: ”Hvor meget får du så i pension?”
Gina synes, det er særlig svært, at hendes skade er usynlig. Piskesmældsskader kan ikke ses, heller ikke på røntgenbilleder, og hun oplever mangel på forståelse af sit handicap. ”Du ser jo godt ud” siger mange, og det bliver ofte efterfulgt af: ”Så har du det måske bedre?”
- Det har jeg desværre ikke, for jeg har altid smerter og kan ikke holde til ret meget, men derfor behøver jeg jo ikke at gå rundt og ligne en hængt kat.
Boks:
Sørg altid for, at nakkestøtte og sæde er indstillet rigtigt, inden du kører
Toppen af hovedet skal flugte med toppen af nakkestøtten
Nakkestøtten skal sidde så tæt til baghovedet som muligt
Hold god afstand i trafikken
Højtsiddende stoplygter gør det lettere for bagvedkørende at se, når du bremser
Boks:
Mere end 6000 personer kommer hvert år på skadestuen med nakkesmerter efter en trafikulykke.
Piskesmæld opstår især, når en bilist bliver påkørt bagfra. Ulykker med piskesmældsskader sker især i byområder ved køkørsel og ved svingninger med lav hastighed.
Kvinder er langt mere udsat for piskesmæld end mænd, og hvert år udvikler ca. 300 whiplashramte kroniske fysiske symptomer med smerter.
Boks:
Gina har haft meget stort udbytte af at deltage i en selvhjælpsgruppe for whiplashramte gennem PTU (Landsforeningen af polio-, trafik- og ulykkesskadede).
PTU har 6700 aktive medlemmer og tilbyder bl.a. social- og juridisk rådgivning, smertekurser og etablering af lokale selvhjælpsgrupper. www.ptu.dk