Med en times motion om dagen kan du vinde seks år.
Med bare små ændringer i dine motionsvaner, kan du føje ekstra år til din levetid. Hvis du fx er 40 år og ikke før har været fysisk aktiv, kan en cykeltur på en time om dagen give dig seks år mere at leve i. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen, som er offentliggjort i forbindelse med kampagnen Gang i Danmark.
- Gevinsterne er markante, siger Sune Krarup-Pedersen fra Sundhedsstyrelsen. – Resultaterne viser, at alle kan opnå en gevinst, uanset alder og uanset om man har et par kilo ekstra på sidebenene. Så det er aldrig for sent at gå i gang. Og mindre end en daglig time på cyklen kan gøre en forskel. Hvis du begynder at bevæge dig blot 30 minutter om dagen, vil du leve længere og opleve færre år med sygdom, uanset hvor gammel du er.
- En 40 årig kvinde vil fx vinde fire år, en 40 årig mand vil vinde tre år, og begge vil undgå 2½ år med alvorlig sygdom. Det handler altså ikke om at sidde på cyklen med sveden haglende ned ad dig. Du skal bare røre dig en halv time om dagen. Og her tæller alt med, også havearbejde, rengøring og leg med børnene, siger Sune Krarup-Pedersen.
En mulighed for at komme i gang med at bevæge sig er at bruge en af de 500 motionsruter, som findes på et Danmarkskort på www.gangidanmark.dk
Her kan du finde en beskrivelse af ruter over hele landet. Klik på din kommune, så finder du den nærmeste.
En anden mulighed er at komme i gang hjemme på stuegulvet eller på arbejdspladsen. DR har åbnet en hjemmeside, hvor du kan konkurrere med dig selv eller en modstander, danse dig til sved på panden eller tage dine børn med på safari i junglen. Du kan også sætte dit eget motionsprogram sammen, alt efter om du vil bevæge dig 15 minutter eller 1½ time. Se på www.dr.dk/motion.
Emner: børn, havearbejde, Motion, resultater, sundhed, sygdom