

Københavnerne køber langt flere kondomer, potensmidler og fortrydelsespiller end resten af landet. Sønderjyder er mere tilbageholdne.
Hvis man gerne vil dyrke en masse sex, så skulle man tro, at København er det helt rigtige sted at bo, og at Sønderjylland er det forkerte valg. Det er i hvert fald en mulig konklusion, når man ser på apotekernes salg af kondomer, fortrydelsespiller og potensmidler.
Næsten 50 procent flere kondomer pr. indbygger ryger over apotekernes diske i hovedstaden end i tre af landets øvrige regioner. Konkret svarer det til flere end 51.000 pakker om året til hovedstadsregionens 1,6 mio. indbyggere.
Men selv om hovedstaden topper i salget af kondomer, så er københavnerne tilsyneladende ikke landets førende, når det kommer til sikker sex. Salget af såkaldte fortrydelsespiller er nemlig næsten dobbelt så stort pr. indbygger i Region Hovedstaden sammenlignet med Region Sønderjylland. Også i landets øvrige regioner ligger salget af nødprævention langt under det københavnske niveau.
Tallene kommer ikke bag på Sex og Samfunds formand Christian Graugaard: ”Generelt er storbyer mere seksualiserede end landdistrikterne. De unge debuterer seksuelt tidligere i større byer, og jeg vil mene, at man her også dyrker mere sex og dermed også mere usikker sex. Det er i hvert fald gammelkendt, at det i storbyerne er nemmere at få sex, og at man dyrker mere sex. Det er en af attraktionerne ved at flytte til storbyen,” siger han.
At sex vitterligt betyder mere for københavnerne, bakkes op af salget af potensmidler. På trods af, at stort set det samme antal mænd i landets fem regioner er i behandling med potensmidler, typisk i form af Viagra, så viser tal fra Lægemiddelstyrelsen, at den ældre halvdel af københavnske mænd har et langt større forbrug af potensmidler sammenlignet med resten af landet, især den sydlige del af kongeriget. Salget af potensmidler til mænd i aldersgruppen 45-70 år er således knap 30 procent større i København end i Region Syddanmark og 19 procent større end Region Nordjylland, der er nærmeste forfølger.
Ifølge sexolog Vivi Hollænder kan man ud fra tallene dog ikke konkludere, at sønderjyske mænd har en bedre potens end københavnerne. I stedet mener hun, at det handler om en kulturforskel. ”Mit bud er, at mænd i storbyen generelt dyrker mere sex og ønsker at være mere seksuelt aktive, og derfor finder sig mindre i potensproblemer end folk i provinsen,” siger hun.
På landsplan er gennemsnitligt 12,3 personer per 1000 indbyggere i behandling med potensmidler. For både fortrydelsespiller og potensmidler viser tal fra apotekerne, at salget de seneste år været stigende. Det skal dog nævnes, at salget af kondomer ikke nødvendigvis giver et retvisende billede af danskernes brug af gummi, da kondomer som bekendt også kan købes andre steder end på apoteket.
Emner: potensmidler, sex