Helse

Indvandreres sundhed trues af misforståelser

Vejen til sundhed for alle er fyldt med myter og fordomme, der både kan skade sundhedsvæsnet og folkesundheden, advarer eksperter.

Det står skidt til med helbredet blandt de knap syv procent af den danske befolkning, der er født i ikke-vestlige lande plus deres efterkommere. Det viser flere undersøgelser. Men hvorfor det er sådan, og hvad der kan og bør gøres for indvandrernes sundhed, er selv eksperterne forsigtige med at svare skråsikkert på.

Om end alle er enige om, at der skal tænkes nyt, kommunikeres ad nye veje og lyttes mere til målgruppen for at få de tyrkiske mænd til at droppe smøgerne, kvinderne til at dyrke mere motion og familierne til at finde sig bedre til rette i det danske sundhedsvæsen. ”Nogle grupper af indvandrere går til deres præst, hvis de vil have gode råd om sundhed, og flere kommuner er allerede i gang med at opbygge et samarbejde med imamerne.

Men det er langt fra nok,” siger akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse Anne Rygaard Bennedsen, der har etniske minoriteters sundhed som sit primære ansvarsområde.

Spørg mere

Anne Rygaard Bennedsen understreger, at vi skal passe på med at sige ’indvandrere gør sådan og sådan’, for det er en særdeles varieret befolkningsgruppe. Desuden advarer hun om, at fordomme og berøringsangst i værste fald kan forringe behandlingen. ”Hvis en praktiserende læge f.eks. sidder overfor en tilsløret kvinde og med det samme slutter, at ’hun nok ikke vil have en gynækologisk undersøgelse’, får hun jo ikke den bedst mulige behandling. Mange indvandrerkvinder er givetvis mere blufærdige end den gennemsnitlige danske kvinde, men vi skal passe på med at generalisere.

Når det kommer til stykket, vil de fleste vel bare gerne undersøges ordentligt og betryggende. Også selv om lægen er en mand,” siger Anne Rygaard Bennedsen og benytter lejligheden til at sende en opfordring til såvel sundhedspersonale som medpatienter. ”Spørg mere og forklar mere. Hvis en somalisk sygehuspatient har familie på besøg dagen lang, er det måske fordi, at sådan gør man, hvor de kommer fra: Familien passer patienten under indlæggelsen. Ellers er der nemlig ingen, der gør det.

Hvis en mor stiller sig helt henne ved lægens dør med sit syge barn i stedet for at vente i venteværelset som alle andre, er det måske også noget, hun har lært et andet sted i verden.” ”Vi bliver nødt til at forklare vores uskrevne regler. Være opmærksomme og åbne, men også turde sige fra, som man ville gøre det over for en etnisk dansk patient. Være lidt mindre bange for at nogen skal tro, vi er racister. Og tale ærligt med kollegaerne om, at mødet med denne patientgruppe nogen gange kan være svær og frustrerende. Det bør altså være ok,” holder hun på.

Familien fylder for meget

Hun bakkes op af en spritny undersøgelse fra Region Hovedstaden, hvor sociolog Henriette Frees Esholdt har bedt over 8.000 patienter på Hvidovre Hospital, Glostrup Hospital, Odense Universitetshospital og Skejby Sygehus fortælle, hvordan de har oplevet mødet med det danske sundhedsvæsen.

”Cirka hver fjerde indvandrer eller efterkommer fra ikke-vestlige lande oplever, at deres pårørende bliver inddraget for meget i beslutningerne om deres behandling under indlæggelsen. Blandt de etniske danskere er det kun to procent, der har den oplevelse. Patienterne med anden etnisk baggrund end dansk fortæller også, at de generelt set synes at deres pårørende fylder for meget, og at det er svært at sige fra overfor dem. Noget kan tyde på, at sundhedspersonalet tager nogle misforståede hensyn.

Med de bedste intentioner prøver de at skabe gode, trygge rammer for de etniske minoriteter. Men alle mennesker er jo forskellige. Nogle udlændinge har behov for hjælp til at sige fra overfor deres pårørende,” siger hun.

”En anden udbredt opfattelse blandt sundhedspersonale er, at etniske minoriteter vil have medicin - også mod almindelige virussygdomme. Men samtidig viser Sundhedsstyrelsens undersøgelser jo, at etniske minoriteter har et lavere forbrug af receptpligtig medicin end etniske danskere,” påpeger Henriette Frees Esholdt.

Blandt de ikke-vestlige etniske minoriteter føler 13 procent sig diskrimineret undervejs i indlæggelsesforløbet. 37 procent har haft behov for tolkebistand, men kun godt halvdelen har fået det, viser hendes undersøgelse. ”Etniske danskere har generelt set mere positive oplevelser end etniske minoriteter,” konstaterer sociologen. De etniske minoriteter oplever i mindre grad end etniske danskere, at deres læge lytter til dem. De har også i mindre grad tillid til deres læges faglige dygtighed. 28 procent – mod kun tre procent af de etniske danskere – synes, at lægen inddrager dem for meget i beslutningerne om deres behandlingsforløb.

Sundhedsprogram for indvandrere

Det er lidt af et paradoks, påpeger tvlæge Peter Qvortrup Geisling, studievært på DR1’s udsendelsesrække ’Lægens Bord’. ”Jeg forstår godt, det kan virke foruroligende at møde sådan en dansk praktiserende læge, som venligt spørger ’ja, hvad tror du selv, du fejler?’. Især hvis man er opvokset i et sundhedssystem med mere autoritære speciallæger. Men spørgsmålet er jo ekstremt vigtigt for at komme den enkelte patients forestillinger og forventninger i møde,” siger tv-værten, som har et nyt sundhedsprogram for indvandrere i støbeskeen.

”Jeg ved endnu ikke, om vi kan skaffe midler til det. Men der er et behov for at vise de etniske mindretal, hvordan det danske sundhedssystem fungerer i praksis. Ingen tvivl om det. Nogle får åbenbart ikke den behandling, de har behov for, i tide. Jeg læste f.eks. lige, at pakistanske mænd i Danmark har otte gange så stor risiko for at udvikle alvorlige sendiabetiske følger som amputationer og blindhed som danske mænd,” siger han.

Emner: fordomme, sundhed