Børn og voksne udsættes stadig for røg

28. October 2009
helse.dk

180.000 danskere udsættes hver dag for tobaksforurenet luft på arbejdet. Også unge indånder andres røg i skolen. Luk nu hullerne i rygeloven, lyder opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse. Sundhedsstyrelsen har evalueret loven om røgfri miljøer to år efter, den trådte i kraft. Evalueringen omfatter primært voksne menneskers arbejdspladser, men man har ikke undersøgt forhold på særlige områder som f.eks. skoler og dagpleje.


Det til trods for, at tal fra MULD-undersøgelsen i foråret viste, at 35-41 procent af 16-20 årige udsættes for passiv rygning i deres skole eller uddannelsesinstitution. Kommunernes Landsforbund anbefaler nu ifølge Berlingske Tidende totalt rygeforbud indendørs i kommunale bygninger. Et forbud, der også skal gælde udendørs, der hvor man arbejder med børn. Det skriver Kræftens Bekæmpelse.

“Der er nogle gevaldige huller i loven om røgfrie miljøer, når over en tredjedel af de unge dagligt udsættes for passiv rygning i skolen. Vi kan derfor kun bakke op om KLs forslag. Rygning bør ikke foregå på børnenes arbejdspladser,” siger Arne Rolighed, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Stadig passiv rygning på mange arbejdspladser
Det er ikke kun børn og unge, der stadig udsættes for tobaksforurenet luft. Evalueringen fra Sundhedsstyrelsen viser, at det er færre, end før loven trådte i kraft. Dengang mødte 21 procent dagligt røg på deres arbejdsplads.

I dag er det fem procent. Fem procent af alle danskere mellem 15 og 65 år svarer til, at mere end 180.000 mennesker dagligt udsættes for farlige stoffer uden selv at ryge cigaretten.

Særligt udsatte er ansatte i restaurationsbranchen. På værtshuse, bodegaer, barer og diskoteker udsættes 48 procent for passiv rygning.

“Det går bedre, men altså ikke godt nok, når der i visse faggrupper er helt op til halvdelen, der stadig udsættes for passiv rygning. Rygning bør være forbudt indendørs på alle arbejdspladser. Ikke flere undtagelser, ikke flere rygerum og ikke mere rygning på enkeltmandskontorer,” siger Arne Rolighed.

Væk med rygerum og kabiner
Evalueringen viser, at der må ryges på stort set alle de værtshuse, der er små nok til, at loven giver mulighed for det. Men de fleste borgere synes, det er en dårlig regel. Ejerne af serveringsstederne ønsker undtagelsen væk, fordi den er forvirrende, konkurrenceforvridende og for let at omgå.

16 procent af de adspurgte i en undersøgelse fra 2008 svarede, at der må ryges på deres arbejdsplads i rygerum eller på enkeltkontorer.

Mange danskere er klar til en strammere rygelov. 47 procent mener, loven bør strammes, så rygning kun vil være tilladt udendørs samt i private hjem, biler og lignende. 46 procent er imod en sådan ændring. Det viste en undersøgelse i foråret.

“Der er ikke så meget for politikerne at være tøve over. Der er videnskabeligt bevis for, at passiv rygning er sundhedsskadeligt, og meningsmålingerne viser, at der ikke længere er en voldsom modstand mod stramninger i befolkningen – tværtimod,” siger Arne Rolighed.

Emner: ,