ore_620x200

Børn lever med overset mellemørebetændelse

13. November 2009
Helse nr. 9, 2009
af Christina Alfthan, Journalist

45.000 danskere – hvoraf størstedelen er børn – får årligt diagnosen mellemørebetændelse, men det er ikke altid nemt at opdage. Mange børn har øreproblemer, uden at nogen opdager det.

Akut mellemørebetændelse er ikke til at tage fejl af. Barnet hyler, feberen raser, og de fleste forældre ringer hurtigt til vagtlægen, så natteroen kan blive genoprettet. Men en anden - og lige så almindelige type mellemørebetændelse - er mere overset, fordi barnet ikke får feber, symptomerne er mildere og mere diffuse, fortæller, Mikkel Holmelund, der er øre-næse-hals læge:

”Har man et lille barn, der er lidt træt og irritabelt, og som sidder for sig selv i vuggestuen, så skal man få barnet undersøgt hos lægen. For det kan sagtens være ørerne, der er problemet. Og det er ikke nok, at lægen kigger i øret.

Trykket i øret skal også måles med et Tympanometer for at tjekke, om der er væske i ørerne,” forklarer han. Ifølge ørelæger er der nemlig mange børn, der har den slags symptomer. Der kan gå lang tid, før nogen opdager det, men heldigvis er det kun i sjældne tilfælde, der sker noget alvorligt medhørelsen. Og er der ingen, der opdager noget, så forsvinder væsken også af sig selv. Men hvis den kommer og går over en længere periode, er det primært barnets livskvalitet, det går ud over:

”Barnet sover typisk uroligt, fordi presset i øret vokser, når man ligger ned. Desuden døjer børnene med lydoverfølsomhed og i nogle tilfælde også med indlæringsvanskeligheder, fordi de er trætte og har lidt nedsat hørelse i den periode, der er væske i øret,” forklarer ørelæge Ulf Schønsted- Madsen, der sammen med en række andre ørelæger har lavet en stor dansk undersøgelse af ørebørn.

30.000 børn med dræn

Har man et barn med øreproblemer, så er løsningen ofte, at man lægger et dræn i øret. I hvert fald i Danmark, der er et af de lande i verden, der lægger flest. Ikke færre end 30.000 danske børn kommer årligt i fuld narkose, og får ordnet øreproblemerne på den måde. Ifølge ørelæger skyldes det høje antal, at de praktiserende læger er dygtige til at finde de børn, der har væske i ørene.

”En akut mellemørebetændelse kan ofte klares med almindeligt smertestillende, og bliver det ikke bedre i løbet af nogle dage, så giver man antibiotika. Men får man ofte mellemørebetændelse, så lægger man typisk et dræn, så der kommer luft ind til mellemøret,” fortæller Ulf Schönsted Madsen.

Netop dræn hjælper markant på barnets almene velbefindende, viser undersøgelsen af ørebørnene. Hvis man ikke ønsker at give barnet et dræn, så er en anden behandling at tage barnet ud af institutionen i et halvt års tid. Men den løsning vælger de færreste, selv om undersøgelser viser, at børn har seks-syv gange større risiko for at få mellemørebetændelse, når de begynder i en vuggestue eller børnehave.

”Tidligere var der ikke så mange ørebørn, fordi børn ikke gik i institution i lige så høj grad. Problemet med institutionerne er, at der er mange børn på samme alder og udviklingsniveau, hvor kroppen skal lære at bekæmpe mange forskellige betændelser. Og så bliver de mere syge, fordi de bliver udsat for flere forskellige bakterier,” forklarer han.

Fakta om mellemørebetændelse

• Mellemørebetændelse er en betændelse i mellemøret, kaldet ’øretrompeten’. Den opstår, når bakterier fra næsesvælget passerer op i mellemøret via et lille rør, der løber mellem svælget og mellemøret. Smerten kommer, når røret ikke kan udligne trykket, og betændelsen presser på trommehinden.

• Springer trommehinden, er det ørets egen måde at blive rask på. Så en sprængt trommehinde er ikke farligt. Går man til lægen, vil han nemlig også ofte prikke hul til trommehinden, så væsken kan komme ud.

• Ifølge Statens Serum Institut har 70 procent af alle danske børn under tre år haft mindst et tilfælde af mellemørebetændelse. Tal fra analyseinstituttet Nielsen viser, at børn i alderen mellem nul og fem år i gennemsnit har fem sygedage om året alene på grund af mellemørebetændelse.

• En tredjedel flere drenge end piger får mellemørebetændelse, men inden skolealderen er de fleste vokset fra det.

Kilder: Ulf Schønsted-Madsen, ørelæge og Mikkel Holmelund, Øre–næse-hals læge. Statens Serum Institut.

Emner: