strand_620x200

Under sejl over sandet

16. november 2009
Helse motion nr. 1, 2009
af Lisbet Rasmussen

strand_430x172
strand_210x140
Strandsejling vinder som fritidssport mere og mere frem langs Vesterhavet, hvor farten under sejlet på en god dag kan tangere de 60-65 kilometer. Men mindre vind i sejlet kan stadig gøre det sjovt og udfordrende at dyrke strandens temposport.

Vinden er den afgørende faktor. Skyernes beskaffenhed studeres derfor nøje i den lille gryde på stranden to kilometer syd for Rindby på Fanø, hvor øens selvbestaltede klub af strandsejlere holder til. For nul vind er lig med nul strandsejling.

John Bennedsen hænger lidt med ørerne, for ude i horisonten har han spottet tegn på, at de næste timer ikke vil bringe vind men derimod regn. Og vindstille, vådt vejr er næsten det værste, en strandsejler kan forestille sig. Men heldigvis skifter vejret hurtigt langs Danmarks vestligste kyst, og efter varm kaffe i fugtduggede biler blæser vinden op og jager de regnfyldte skyer på flugt ind over fastlandet mod øst. Ud af bilerne springer en gruppe mænd og rigger i løbet af få minutter deres fartøjer til for så at suse ud over den flade strand i højt tempo. De nærmest ligger ned i deres små vogne på tre hjul, som under justerbare sejl kan suse derudad på halvvind og ligeledes opnå stor fart krydsende tæt op mod vinden… ja ligesom hvis man sejlede ude på havet i en sejlbåd.

Sejlbåd på landjord

Som en del andre med hang til strandsejling har John Bennedsen en fortid som fritidssejler. Og som mange andre på hans alder, han er 61 år, har han valgt at skille sig af med sin sejlbåd, selv om han stadig har trangen til sejlsportens hurtighed, konkurrence og perfektionisme siddende i sig. Så da hans sidste havgående båd var solgt, gik der ikke længe, inden John fik smag for strandsejling. På stranden møder han ligesindede i alle aldre. For at suse af sted over sandet med noget, der kan sammenlignes med glæden ved at sejle, tiltaler ikke blot tidligere sejlsportsfolk men også børn og unge – ja drengerøve i alle aldre og af begge køn, som typisk sammenligner strandsejling med den spænding og den fart, som også kendetegner gocart-kørsel. Men som bonus får man den friske havluft.

For John Bennedsen, som bor på Fanø, er det sæson for strandsejling året rundt, men - indrømmer han – det er bedst fra maj til september, hvor temperaturerne er højst. Dog har en tur over sandet sin egen charme i vintermånederne, blot sejleren er iklædt vindtæt tøj på det meste af kroppen – inklusiv ørerne!

Transformeret sejlglæde

Efter få ture over sandet er nybegynderen Thomas Stausholm solgt til strandsejling. ”Jeg har roet og sejlet i jolle tidligere, men at strandsejle er næsten som at være i en båd på vandet,” siger Thomas, som bor i Hjerting ved Esbjerg og tilbringer mange weekender i sommerhuset på Fanø sammen med sin kone: ”Efter at jeg er begyndt at strandsejle, er det at tage i sommerhus ikke længere ensbetydende med at gå og vedligeholde og male hele tiden. Jeg elsker at tage ned på stranden, hvor jeg kan pakke grejet ud i løbet af fem minutter og så suse af sted i min strandsejler. I modsætning til en båd er en strandsejler let at rigge til og pakke ned igen. Ikke noget med vedligeholdelse og besværligheder ved at have en bådplads, som når du har en rigtig båd. Til gengæld skal du bruge al din sejlteknik til at manøvrere en strandsejler, og når vi er en fire-fem stykker, som ræser hen over stranden og konkurrerer om at ligge i spidsen, så er det som at være på havet,” siger Thomas Stausholm.

John Bennedsen er enig. For ham er strandsejling transformeret sejlglæde, hvor teknik, fornemmelse for vejr og vind og sand glæde over at manøvrere under sejlet hen over sandet er et kick næsten på højde med at sejle - måske større, for på stranden kan en strandsejlers fart skyde langt højere end en sejlbåd til havs, hvilket svarer til i omegnen af 60-65 kilometer i timen, når vinden er perfekt. Men sjovt er det også, hvis man ligger i et felt på fire-fem strandsejlere og konkurrerer i hastigheder på de 40 km i timen, hvor det stadig kan lade sig gøre at lave en perfekt drejning op mod vinden og krydse med sejlet i modvind – ren sejlteknik overført fra hav til strandsand.

Emner: ,