

Bortset fra at hoppe ud af en flyvemaskine er der ikke mange udfordringer, tv-vært og tidligere håndbolddarling Marianne Florman siger nej til. Udfordringer er nemlig nøglen til at udvide vores liv, men det kræver selvværd at turde sige ja.
Der er masser af undskyldninger for ikke at komme videre med sit liv. For at sidde fast i sit arbejde, sit parforhold eller sin måde at se verden på. Men ved at tage de udfordringer, man møder i det daglige eller måske selv opsøge og afprøve sine grænser, vil man udvikle sig som menneske og få et rigere liv.
Det er i hvert fald den erfaring, 45-årige Marianne Florman har gjort sig gennem sit liv som professionel håndboldspiller, coach, foredragsholder, tv-vært og nu som højskolelærer. ”Grundlæggende handler det om at bevæge sig uden for sin ’komfort zone’, der er det område i ens liv, hvor man føler sig tryg. Ved at turde bevæge sig uden for sine vante omgivelser vil man ofte opleve en succesoplevelse, der giver en mere mod på tilværelsen,” fortæller hun.
Den filosofi har bragt Marianne Florman vidt omkring, og hendes CV er fyldt med forskellige uddannelser, arbejder, sportspræstationer og udlandsophold. ”Det er typisk mig at være der, hvor det er spændende, og hvor der sker noget,” forklarer hun og fortæller også, at det heller ikke er alle uddannelserne, der er gjort færdige, fordi noget mere spændende er kommet i vejen. Men det ærgrer hende ikke, for hun har taget det med sig, hun kan bruge, og muligheden for at vende tilbage til studiet vil altid være der.
”Jeg har altid været god til at gøre de ting, jeg har lyst til, og jeg har ikke været bange for at tage de udfordringer, jeg har følt, var rigtige for mig,” fortæller hun. Det gælder blandt andet det år i slutningen af hendes håndboldkarriere, hvor hun rejste til Japan for at arbejde som spillende træner uden at kende hverken sprog eller kultur. ”Det var en af de største udfordringer i mit liv, og da jeg fik tilbuddet, tænkte jeg, ’det bliver jeg simpelthen nødt til at sige ja til’. Og det blev en kæmpe udfordring, for der var ingen på holdet, der talte engelsk, så jeg blev nødt til at lære japansk i en fandens fart,” fortæller Marianne Florman, der de første fire måneder havde en tolk tilknyttet, der også fungerede som hendes sproglærer. ”I dag er jeg rigtig glad for, at jeg turde gøre det dengang. Det var virkelig med til at udvide min horisont.”
Turen til Japan er også medvirkende årsag til, at hun som seneste skud på stammen over arbejdsmæssige udfordringer har taget et job som underviser på Idrætshøjskolen Bosei ved Præstø. Skolen, der netop er åbnet i år, underviser primært i kampsport, idræt, kommunikation og sprog, og Marianne er blevet headhunted til at undervise i boldspil og give skolen et kendt ansigt ud ad til.
”Jeg har aldrig prøvet kræfter med kampsport før, men filosofien bag passer godt med tanken om det hele menneske, som jeg tror meget på, da jeg også mediterer og bruger meget tid på at pleje mit sind,” forklarer hun. Hun underviser hver mandag og resten af arbejdstiden går primært med optagelserne til ’Ha’ det godt’, som også kommer til at køre på DR1 i 2010. Et program, der ofte går ud på at udfordre Mariannes fysiske og psykiske grænser. Hun har da også takket nej til nogle af de gode ideer, som tilrettelæggerne bag programmet er kommet på.
”Det er klart, at det ikke er alle udfordringer, man skal tage. Mavefornemmelsen skal være i orden. Eksempelvis har jeg takket nej til at springe med faldskærm i forbindelse med en udsendelse, fordi jeg simpelthen ikke turde at tage risikoen for at dø fra mine to børn,” forklarer hun og fortæller i samme åndedrag, at hun udmærket er klar over, at risikoen for at miste livet er langt større på den daglige biltur til og fra arbejde. Men hun kunne ikke se meningen med at gøre det, og hun oplevede det heller ikke som en indskrænkning af hendes komfort zone, at hun takkede nej.
Det gjorde til gengæld hendes fobi for slanger. Som hos mange andre, der lider af en fobi, var frygten nærmest blevet et handicap for hende. Fobien betød nemlig, at Marianne Florman var nødt til at forlade tvstuen, når der var slanger i tv, og at hun var dødsens ræd for at møde en levende slags ude i naturen. ”Når man er så bange for noget, at det hæmmer ens liv, så synes jeg, at man bør gøre noget ved det,” fortæller hun. Og det gjorde hun så, selv om folkene bag kameraet måtte bruge lang tid på at overtale den skrækslagne tv-vært. ”Til at begynde med ville jeg ikke have behandlet min fobi, fordi min frygt var så stor, at jeg ikke ville konfronteres med den. Men efter få timers kognitiv behandling forsvandt min frygt faktisk, og det er jeg meget glad for i dag,” fortæller Marianne Florman, der kører rundt med en grøn plastikslange i bilen for hele tiden at blive konfronteret med hendes gamle frygt.
Ifølge den tidligere venstre fløj er den bedste indstilling til at overkomme udfordringer åbenhed over for det nye, man møder. At man er villig til at stille sig selv til rådighed over for opgaven. Hendes erfaringer fra arbejde og uddannelse har også lært hende, at hvis man skal turde tage livgreb med tilværelsens udfordringer, så kræver det, at man tør fejle.
”Et eksempel er en elev her på højskolen, der ikke er særlig god til sport. Det gør ham usikker, og han vælger at give op, fordi han er bange for at se dum ud. På den måde trækker han sig fra udfordringen, fordi han ikke tør give slip og risikere at fejle,” fortæller hun. Man skal dog tænke sig om, inden man kaster sig over nye udfordringer.
Bevæger man sig ud af sin komfort zone er det nemlig vigtigt, at man ikke tager for store skridt, understreger Marianne Florman. ”Tager man små skridt ud og tilbage, vil man opleve, at det ikke er så farligt eller ubehageligt næste gang, og at man på den måde udvider sin komfort zone. Men tager man for store skridt, langt ud over sine grænser, vil man opleve, at det er nøjagtigt lige så farligt næste gang, man gør det.”
Hvad skyldes de barrierer, der gør at folk sidder fast i deres komfort zone?
”Det er fordi, man er blevet stillet over for nogle ting, der har været så svære, at man tænker ’puha, det orker jeg simpelthen ikke igen’. Men dybest set mener jeg, det allermest handler om, at man har et lavt selvværd,” siger Marianne Florman, der forklarer, at det er vigtigt at skelne mellem selvtillid og selvværd i den forbindelse.
Ifølge Marianne Florman har mange mennesker lært, at hvis de bare har masser af selvtillid, så kan de klare alt. ”Selvtillid får man gennem de resultater, man opnår. Men hvis ikke du har noget selvværd, så nytter det ikke så meget. For selvtilliden har egentligt ikke noget med dig som person at gøre, det er nogle udefrakommende ting, som kan svøbe om dig. Men selvværdet handler om dig, fuldstændig ren og rå uden omsvøb, sådan som du er uanset, hvad du kan, hvad du gør, hvordan du ser ud, og hvilke udfordringer du er blevet stillet over for. Det er bare dig,” forklarer hun og uddyber:
”Hvis ikke du er glad for dig, præcis sådan som du er, så er det svært at klare udfordringer. Så er det nemlig, man finder undskyldninger og får præstationsangst. Uden selvværd føles det farligt at bevæge sig uden for sin komfort zone, fordi man føler, at man udstiller sig selv og tænker, at man ikke er ok. For at turde gøre det alligevel kræver man så af sig selv, at man er så god, at der ikke kan sættes en finger på ens præstation – og det giver naturligvis præstationsangst, for der er ingen, der er perfekte. Og selv man klarer sig godt, så er man stadig ikke glad for sig selv.”
Hun tror derfor ikke, at det kun handler om at gentage udfordringerne igen og igen, indtil man ikke er bange for dem længere. Nej, det vigtigste er at blive så glad for sig selv, at hvis man eksempelvis skal holde en tale foran en forsamling, hvilket er manges største frygt, så er man ligeglad med at være i fokus. ”Bedst ville det være, hvis man havde så meget selvværd, at man tænkte, jeg kan da sagtens stille mig op og sige noget dumt, jeg er jo stadig den samme person uanset, hvad de andre tænker,” mener hun.
Årsagen til den præstationsangst, som de fleste mennesker sikkert kender fra deres eget liv, skyldes ifølge Marianne Florman, at vi lever i et præstationssamfund. Bagsiden af den medalje er lavt selvværd hos mange, fordi der er så høje krav, vi skal leve op til. Helt fra barndommen lærer vi, at vi kun er noget værd, hvis vi er dygtige til noget.
”Der er næppe ret mange, der har grebet dig i nakken i børnehaven og sagt, at du var dejlig, bare fordi du var dig. Ros er altid hængt op på, at man har lavet en flot tegning eller er kravlet op i et højt træ, eller at du har vist, at
du var klog. Vi lærer fra starten, at ros og opmærksomhed kommer i forbindelse med præstationer. Tænk hvis vi fik ros bare for at være os selv, så tror jeg, at vi ville turde tage mange flere udfordringer.”
Emner: Marianne Florman, tv-vært, udfordring