Har man drukket for meget, skal man ikke snuppe en kop kaffe for at blive hurtigere ædru. Resultatet bliver tværtimod en lysvågen, beruset person, der har svært ved at indse sin tilstand.
“Folk, som har indtaget både alkohol og koffein, kan føle sig vågne og kompetente nok til at håndtere potentielt skadelige situationer som f.eks. at køre i påvirket tilstand eller opsøge farlige sociale situationer”, siger en af forskerne bag undersøgelsen, dr. Thomas Gould fra Temple University, Philadelphia til BBC News. Undersøgelsen er publiceret i Behavioural Neuroscience.
Ifølge Thomas Gould er det måske bedre at lade kaffen stå, når man har fået en tår over tørsten:
“Folk, der føler sig trætte og berusede efter indtag af alkohol har måske lettere ved at erkende, at de er fulde. Men alkohol og koffein får mennesker til at føle sig ædru, selv om de faktisk er berusede,” siger han.