Amerikansk forskning tyder på, at kasseboner afgiver det hormonforstyrrende stof bisphenol A. Derfor skal Miljøstyrelsen nu undersøge, om vi udsætter os selv for en sundhedsrisiko, når vi kigger ekstra længe på kassebonen, når vi handler i det lokale supermarked, eller på kvitteringen fra tankstationen.
Stoffet bisphenol A har i længere tid været omdiskuteret i forbindelse med blandt andet sutteflasker. Men nu viser amerikansk forskning, at kasseboner også indeholder stoffet, og at bonen kan afgive bisphenol A til forbrugerne. Bisphenol A er et hormonforstyrrende stof, der mistænkes for at forringe mænds potens, få piger hurtigere i puberteten og øge andelen af drenge, der fødes med deforme kønsorganer.
“Det er nødvendigt at undersøge sagen yderligere. Vi har fået bekræftet, at vi har de her kassestrimler på det danske marked. Producenterne siger, at de ikke afgiver bisphenol A. Men vi kan ikke med de nuværende oplysninger afgøre, om det udgør en risiko,” siger funktionsleder i kemikalieenheden i Miljøstyrelsen, Pia Juul Nielsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Leverandørerne af kasseboner til det danske marked bekræfter, at bisphenol A findes i bonerne. Til gengæld afviser de, at stoffet frigives til forbrugerne - fordi det er bundet i en matrix.
Emner: bisphenol A, kassebon