
Det er oftest ældre mennesker som bruger glucosaminpræparater. De der kun har deres almindelige folkepension mærker prisstigninger ekstra hårdt.
Den 28. november 2011 bortfaldt tilskuddet til glucosamin. Det var en beslutning der berørte omkring 140.000 danskere, som fik deres glucosamin på recept, og Staten sparede i den forbindelse ca. 60 mio. kr. årligt i tilskud. Lægemiddelstyrelsens argument for at stoppe dette tilskud var dog ikke økonomi men derimod manglende virkning. Det virker udmærket, siger patienterne imidlertid, og forskning bakker op om dette.
I mange år har danske slidgigtpatienter nydt godt af behandling med glucosamin, et præparat som i undersøgelser har vist en særlig god virkning mod smerter ved slidgigt i knæet. Derudover har det ganske få og milde bivirkninger. Til at begynde med måtte glucosamin ikke sælges i butikkerne, men i 2003 blev det registreret som lægemiddel og blev tilmed tilskudsberettiget. I november sidste år besluttede Lægemiddelstyrelsen imidlertid at fjerne tilskuddet til glucosamin. Argumentet var, at præparatet ikke har påvist bedre effekt, end hvad man kan opnå med placebo – altså uvirksomme snydetabletter. Styrelsen afviser ikke, at der kan være enkelte patienter, som oplever en virkning, men som en farmaceut i Lægemiddelstyrelsen udtrykker det: ”Det er ikke videnskabeligt bevist, at der overhovedet er nogen effekt af dette lægemiddel.” (1)
Det skal i den forbindelse nævnes, at forbruget af glucosamin nåede sit højeste i 2004, og i 2010 var forbruget kun en anelse lavere. Der har altså været tale om et stabilt højt forbrug af dette præparat som alternativ til smertestillende medicin og/eller anti-inflammatoriske lægemidler.
Modstridende meldinger
I kølvandet på Lægemiddelstyrelsens beslutning om at standse tilskud til glucosamin har der i forskelige medier været overraskende mange tilkendegivelser fra tilfredse brugere der oplever, at glucosamin har afhjulpet eller lindret deres slidgigt-symptomer. Overraskende fordi det jo hænger dårligt sammen med Lægemiddelstyrelsens udmelding om, at glucosamin stort set er uvirksomt. Også en række fageksperter indenfor sundhedsområdet har været uenige i konklusionen. Spørgsmålet er, hvem skal man tro på?
Forskellige glucosamin-salte
For at få svar på dette er vi nødt til at se lidt nærmere på, hvad glucosamin egentlig er, for stoffet findes nemlig i flere udgaver, hvoraf nogle har vist sig at være mindre virksomme end andre.
Glukosamin er et sukkerstof, eller mere præcist et amino-monosakkarid, der naturligt indgår i kroppens ledbrusk. Glucosamin i form af glucosaminsulfat optages let fra tarmen og optages i ledbrusk. Glucosamin stimulerer bruskcellerne til at danne nogle lange molekyler (glycosamin-glykaner), som gør ledbrusken mere elastisk og stødabsorberende. Den glucosamin der anvendes i de fleste kommercielle glucosamin-produkter, udvindes af kitin fra skaldyr, især rejer. I glucosamin-produkter anvendes aldrig ren glucosamin men derimod forskellige glucosaminsalte, først og fremmest glucosamin-sulfat og i mindre udstrækning glucosamin-hydroklorid. Der findes også glucosamin-sulfat baseret på glucosamin udvundet af majsplanter. Derudover er der den forskel på de anvendte glucosamin-sulfatsalte, at nogle er stabiliseret med natriumklorid og andre med kaliumklorid.
Svovl og ledbrusk
I forbindelse med godkendelsen af glucosamin som lægemiddel har Lægemiddelstyrelsen ikke skelnet mellem forskellige glucosamin-salte, idet styrelsen udelukkende anser glucosaminen som den aktive substans. Når glucosamin-saltene indtages og kommer i forbindelse med mavesyren, vil glucosaminen i alle tilfælde fraspaltes – uanset om det er hæftet til sulfat (svovl) eller hydroklorid. Det betyder dog ikke, at svovl er uden betydning i denne forbindelse. Vi ved, at svovl er helt nødvendig for dannelsen af brusk- og bindevæv. Desuden hæmmer svovl enzymer som for eksempel serinprotease og collagenase, der nedbryder brusk. Nogle forskere mener ligefrem, at det er svovlet, der formidler den terapeutiske effekt af glucosamin, i al fald delvis. Det er også værd at hæfte sig ved, at bruskens svovlindhold er nedsat hos ældre mennesker, hvilket øger deres behov for svovl.
Natriumklorid eller kaliumklorid?
Det kan heller ikke afvises, at det er af betydning, om den benyttede glucosaminsulfat er stabiliseret med natriumklorid eller kaliumklorid. Mange mennesker får i forvejen for meget salt (natriumklorid) i deres kost. Får vi for meget natriumklorid, hæves blodtrykket, og udskillelsen af calcium med urinen forøges. Kalium derimod medvirker til at sænke blodtrykket og gavner muskler og nerver. Vi skal huske, at brugere af glucosamin typisk er ældre mennesker, hvoraf en del har forhøjet blodtryk og svækkede knogler.
Glucosaminhydroklorid ikke overbevisende
Glucosaminhydroklorid er ikke meget anvendt anvendt i Europa. Det er mere udbredt som kosttilskud i USA. Videnskabelige undersøgelser har vist at glucosaminhydroklorid ikke er bedre end placebo (snydepiller). Hvis man ønsker Lægemiddelstyrelsens negative konklusioner om glucosamin bekræftet, behøver man blot henvise til forsøg, hvor der er benyttet glucosamin-hydroklorid. Der findes ganske vist en undersøgelse (2), der viste en svag effekt af glucosamin-hydroklorid, men her benyttede man større doser end normalt.
Glucosaminsulfat et langsomt virkende medikament
Glucosaminsulfat er det mest anvendte glucosamin-salt. Adskillige videnskabelige undersøgelser har vist gavnlig effekt af glucosaminsulfat mod symptomer fra slidgigt. Glucosaminsulfat har en let anti-inflammatorisk effekt men virker ikke direkte smertelindrende. Det har også vist vævsopbyggende egenskaber. Smertelindringen kommer tidligst efter nogle ugers anvendelse. Der findes mindst 15 velkontrollerede undersøgelser, der har vist, at glucosaminsulfat er effektivt.
Dosering af glucosamin
Standarddoseringen af glucosaminsulfat er 500 mg tre gange daglig. Ud af 500 mg glucosaminsufat er de omtrent 400 mg ren glucosamin. Stærkt overvægtige kan have behov for en højere dosering. De kan have brug for 20 mg glucosaminsulfat pr. kg kropsvægt pr. dag.
Virker, virker ikke
Slidgigt er som nævnt en lidelse med meget store udsving i symptombilledet. Mange har haft gavn af tilskud med glucosamin, omend ikke alle. At Lægemiddelstyrelsen og andre ikke har skelnet imellem de forskellige typer af glucosamin er sandsynligvis en væsentlig årsag til de modstridende meldinger om glucosaminets effektivitet. Allerede i 1999 dukkede mistanken op om, at der kunne være forskel på virkningen af forskellige glucosaminsalte (3).
Overvægt er en anden faktor, der nedsætter virkningen af glucosamin. Positive resultater af glucosaminsulfat til overvægtige med slidgigt i knæet kan først forventes, efter at vægten er kommet ned.
Ved svær slidgigt kan man heller ikke forvente, at glucosamin gavner (4,5). Derimod er der god evidens for en virkning af glucosamin ved let til moderat slidgigt.
Bivirkninger
Der er generelt få bivirkninger forbundet med indtagelse af glucosamin. Det drejer sig om forstoppelse, diarré, kvalme, hovedpine, træthed og kløe. Iøvrigt er der tale om de samme bivirkninger, der optræder i forbindelse med indtagelse af placebo.
Blodsukker
Der har været spekulationer om, hvorvidt glucosaminsulfat kunne påvirke kroppens blodsukkerniveau og medføre insulinresistens, en tilstand hvor insulinets evne til at fjerne sukker fra blodet er nedsat. Konklusionerne har været uklare. I en 3-års undersøgelse udviklede fire deltagere type 2 sukkersyge, men de tre var i kontrolgruppen, der ikke fik glucosamin. En anden undersøgelse fra 2004 fandt ingen negativ påvirkning. Det anbefales sædvanligvis, at glucosaminpræparater anvendes med forsigtighed til patienter med sukkersyge. Det vil med andre ord sige, at man holder øje med blodsukkeret undervejs.
Kolesteroltal
Der findes nogle få indberetninger om stigninger i patienters total- og LDL-kolesterol-værdier efter behandling med glucosamin i op til et år. Disse forhøjede værdier er så faldet igen efter ophør med glucosamin. Lægemiddelstyrelsen har vurderet, at disse bivirkninger ikke er af alvorlig karakter. Selv personer med velreguleret sukkersyge kan tage glucosamin, men diabetikere anbefales at være ekstra opmærksomme på deres blodsukker, når de tager glucosamin.
Glucosamin stadig tilgængeligt
At tilskuddet til glucosamin er bortfaldet, betyder ikke, at folk ikke kan få glucosamin længere, eller at kvaliteten af deres glucosamintilskud er ændret. Det betyder imidlertid, at forbrugerens udgift til glucosamin er steget, og det kan være alvorligt nok for en trængt økonomi.
Alternativ: Smertestillende medicin
Sundhedsstyrelsen skrev i forbindelse med tilskuddets afskaffelse, at det var risikofrit at stoppe behandlingen med glucosamin – en logisk slutning når det samtidig hævdes, at glucosamin er uden virkning. Men hvad anbefaler styrelsen så i stedet? Den anbefaler smertestillede behandling med paracetamol og eventuelt forstærkning med syntetisk morfin. Det er der så til gengæld tilskud til. Det gendanner ganske vist ingen brusk, men det tager smerterne. Det største problem i denne forbindelse er de bivirkninger, der er forbundet med et længerevarende forbrug af smertestillende midler, især hos ældre.
Hvad er slidgigt?
Slidgigt hedder også osteoartrose eller blot artrose. Det er en kronisk ledsygdom, der kan ramme alle led, men som oftest rammer rygsøjlen, knæ, hofter, ydre fingerled og storetåens grundled. Det, der slides, er ledbrusken, som gradvist nedbrydes. Symptomerne er smerter og nedsat bevægelighed i det angrebne led. Det kan i nogle tilfælde knase eller skure når leddet bevæges. Ikke alle har dog symptomer af slidgigt, men mange har dem periodevis.
Risikoen for at få slidgigt stiger med alderen, men også faktorer som overvægt, belastende arbejde, elitesport eller fejludviklede hofteled kan medføre slidgigt. I mange tilfælde er årsagen dog ukendt.
Motion og slidgigt
Muskler, der ikke bruges, svinder ind. Det er også et problem ved slidgigt, fordi en stærk muskulatur er med til at beskytte leddene og holde dem på plads. Ustabile led alene kan medføre udvikling af slidgigt. Derfor er motion og styrketræning vigtigt, både når det gælder forebyggelse og forværring af eksisterende slidgigt. Mange med slidgigt afholder sig fra at motionere på grund af smerter.
Ref.
- Ugeskr Læger 2011;173(41):2534
- Braham R, et al. Br J Sports Med 2003
- Houpt JB, et al. J Rheumatol 1999.
- Rindone JP, et al. West J Med. 2000
- Hughes R, Carr A. Rheumatology 2002.
Jeg har fornyeligt fået konstateret slidgigt og er i den forbindelse i gang med at finde ud af, hvad jeg selv kan gøre, herunder både medicinsk og i forhold til motion og øvelser. Og i den forbindelse faldt jeg over jeres lærerige artikel.
Jeg kan forstå, at det er svært at konkludere om Glucosamin har en påviselig virkning eller ej, men er der lavet nogle studier, der konkret kigger på de forskellige præparater der indholder Glucosamin? Hvis jeg f.eks. kigger her https://mecindo.dk/glucosamin så findes der jo mange forskellige produkter der indeholder midlet, men virkningen af varerne kan vel være vidt forskellig?
Jeg er fortsat uden alt for mange smerter, så jeg vil gerne undgå smertestillende så lang tid som muligt for at undgå bivirkningerne de giver. Findes der i den forbindelse andre midler som Glucosamin hvor virkningen bare er dokumenteret?
Ser frem til at høre fra jer!
@ Hanne Birthe Larsen
Dit indlæg har mere karakter af et brevkassespørgsmål end et egentligt debatindlæg, selv om spørgsmål naturligvis også kan lede til debat. Der er som nævnt lavet forskellige studier med forskellige præparater, men jeg har ikke kendskab til studier der sammerligner forskellige glucosaminpræparater. Der er ingen stoffer, der kan gøre præcis det samme som glucosamin, men en høj, daglig dosering af fiskeolie, i praksis mindst 4 g dagligt, vil kunne dæmpe den inflammation, der typisk omgiver et led med slidgigt.
venlig hilsen
Bjørn Madsen
I 26 år har jeg fået 8 koden og 8 pamol om dagen for SM mod slidgigt, men da jeg skulle have mit kørekort fornyet var disse piller pludselig blevet trafikfarlige, jeg havde lige læst om glucoseminen så jeg besluttede mig for at prøve det, og til min glæde så virkede det lige så godt som alle de andre jeg havde fået, 3om dagen gør mig smertefri og så har jeg fået mit kørekort igen, så jeg siger lyt til dem der har smerten
Mvh Anni Uth
Jeg fik konstateret knæartrose for 1,5 år siden, og startede på Glucosamin (Copyfarm) umiddelbart efter. Herudover tabte jeg 10 kg., droppede de høje hæle til hverdag, meldte mig til GLA:D træning. og er begyndt at cykle mellem 120 og 200 km. om ugen.
Jeg har oplevet en kolosal forbedring og er nu fuldstændig smertefri. Jeg klarer trapper uden problemer og er igen begyndt at gå i sko med hæle, men bestræber mig dog på at de ikke er højere end 5 cm. til hverdag, Hæle over 5 cm. skulle nemlig ifølge forskning sætte ekstra usund belastning på knæet.
Med afsæt i de gode resultater, som jeg har opnået, havde jeg planlagt at stoppe med Glucosamin – som jo siges ikke at have nogen effekt – når jeg havde spist mig igennen de tabletter, som jeg allerede havde købt. Jeg stoppede derfor her i Påsken 2016
Under 1/2 uge after jeg stoppede – og altså efter et helt år uden smerter – fik jeg så pludselig ondt i knæet igen, og jeg fik en fornemmelse af tørhed yderst på knæskallen. Jeg er derfor nu startet på Glucosamin igen, og smerterne og tørhedsfornemmelsen er allerede væk igen!
Nu er jeg derfor overbevist! Jeg tror ikke, at Glucosamin kan stå alene, men jeg mener, at det kan mindske den irritationen i knæet, som bl.a. medfører smerter. Jeg tror ikke at Glucosamin handler om at gendanne brusk, og derfor mener jeg, at det er den forskning, der fokuserer på at Glucosamin skulle kunne gendanne brusk, der er “virkningsløs” snarere end præparatet.
Jeg har igennem de sidste 10 år ( fra jeg blev 30) fået flere og flere smerter i muskler og led. I starten var det i forbindelse med sport, men med tiden blev det værre og værre, og i de sidste 5 år har jeg haft konstante smerter. Det har skiftet lidt imellem rygproblemer både skulder/nakke og lænd, og så hoften, som virkelig er blevet dårligere i løbet af de sidste par år. Specielt det at få leddene i gang, efter at have siddet i en bil, eller have stået foroverbøjet, har været et problem.
Det skal lige siges, at jeg passer et fuldtidsarbejde, og stadig forsøger at dyrke lidt sport, men har næsten opgivet det sidste, pga af de konstante smerter og følelse af udmattelse. Men jeg fungerer som sagt normalt ind til videre og er nu 40 år gammel.
Efter at have været til undersøgelse hos en hoftekirug, blev jeg anbefalet at prøve glucosamin, men havde lidt svært ved at tage det seriøst, da jeg generelt er meget skeptisk over for lægemidler, og specielt sådan noget halvalternativt fis.
Jeg besluttede dog at give det forsøg, og efter 14 dage går det op for mig, at min krop føles lidt mere afslappet. Et par dage efter er jeg slet ikke i tvivl om, at noget er forandret, og jeg jeg lige nu meget spændt på den næste måneds tid. Jeg kan dreje mit hoved uden stærke smerter, og mine muskler føles generelt som om de har givet slip i min altid spændte ryg. Jeg kan og rejse mig fra siddende stilling uden at skulle humpe i de første 5 min.
Mvh Kristian
Hi folks Vi havde en 11 år gl. Kleine Münsterländer han, der begyndte med ikke at ville lege med gode hundevenner. Så fik han en glucosamin fra apoteket hver dag, og andre undrede sig over vores “nye” hund, der nu igen ku løbe og lege. Efter et års tid gik det tilbage igen, så fik han 2 om dagen, og igen skete miraklet. Han løb og legede, indtil han med kort varsel gav op og døde/blev aflivet som 13,5 år gl. Jeg har selv taget Glucosamin, siden Carsten Vagn Hansen fortalte om det for ca. 25 år siden pga dårlig og slidt ryg med mange sygedage, nu er jeg 69 år, og har kun få ledproblemer, fælder og saver vores 5-10 rm brænde om året, motionerer 5-10 km hver dag med hunden og cykler en del. Nu køber jeg piller med glucosamin, MSM og Condroitin købt i Tyskland, så tror jeg, jeg er godt garderet! Har du ledproblemer, så prøv en måneds tid eller 2, du vil nok ikke fortryde det. De kan vist købes på nettet.
Jeg fik fornyeligt konstateret slidtgigt i knæ – fik snigende mere smerter i knæområdet og overbelastningssmerter i lår og lægmuskel som i løbet af kun godt og vil en måned begrænser mit aktivetsniveau.
Fik udredning herom hos idrætskirurisk med røntgenbillede og fysio. Synes ikke at 2 kvarters fysio per uge giver megen effekt . Fik at vide at jeg skal skåne mit knæ og øge aktivitet og motion når smerterne har lagt sig. Men al aktivitet giver mig smerter. …jeg har altid været meget aktiv og er nu pludselig invalideret fra den ene måned til den anden!!
Overvejer glucosamin, men hører gerne om det medfører forøget blodtryk hos nogle??? Min blodtryk er p.t. lidt forøget og jeg vil gerne undgå at måtte tage blodtryksmedicin på grund af glucosamin!
Jeg læser at en af bivirkninger er forstoppelse …. jeg døjer med slem forstoppelse på forhånd og tager laktulose af den grund dagligt… vil nødigt have at det bliver værre….
Er der interaktion med medicin, som statiner og hjertemagnyl ???
Håber virkeligt at få svar her og takker på forhånd!
Mvh
Therese / 70 år
Efter en alvorlig knæskade har jeg udviklet slidgigt i knæ, hofter og ryg. For godt en måned siden købte jeg glucosamin fra copyfarm.
Jeg fik efter kort tid problemer med hovedpine og voldsomt hævede led og kunne ikke forstå hvorfor jeg pludselig skulle have disse gener. Så var det at jeg tænkte på glucosaminen. Efter en måneds brug valgte jeg at tage en pause for at se om generne forsvandt. Efter kun to dages pause kunne jeg igen bøje mine knæ og jeg er meget mere frisk i hovedet. Måske er det copyfarm? Måske er det glucosaminen? Jeg venter lidt endnu før jeg tør kaste mig over et andet mærke, og til den tid vil jeg stoppe straks de samme bivirkninger dukker op, for de nedsætter min livskvalitet for meget.
Til gengæld har jeg haft stor glæde af 2 x 500 mg C-vit og 2 x 550 mg ingefær dgl mod smerter.
Hej
Jeg har fået seriøse knæsmerter pga slidgigt. Tænkte jeg ville prøve glucosamin og har læst lidt om det. Finder ud af at det kan forværre astma og tør næsten ikke prøve det nu. Nogen der har erfaringer med astma og glucosamin?
Hej Kirsten,
Nu kender jeg ikke graden af din astma, men normalt er det ikke et problem at tage glukosamin hvis man har astma, men man skal stoppe hvis man mærker en forskel. Du kan tale med din læge før du starter paa op med glukosamin.
Glycosamin har hjulpet på min slidgigt det er super godt
Hvor kan man købe glukosamin uden skaldyr.
Er megaallergisk
Hofteslidgigt lige startet men pænt ondt
Tak