Tager du tilskud af D-vitamin? Så bør du vide dette!

Pixabay_Jogging

Magnesium er ikke alene nødvendigt for muskelopbygning, energiproduktion og nervesystem, det er også nødvendigt for at kroppen kan aktivere D-vitamin.

Alle der følger bare lidt med i nyheder om sundhed, vil have hørt om de mange effekter for sundheden som er knyttet til D-vitamin. Ny forskning har imidlertid opdaget, at for at D-vitaminet skal fungere godt i kroppen, kræver det, at der er tilstrækkeligt med mineralet magnesium. Denne spændende opdagelse er muligvis forklaringen på, at store doser D-vitamin i enkelte tilfælde ikke har kunnet øge D-vitaminindholdet i blodet så meget som forventet.

D-vitamin er bedst kendt for dets betydning for knogler og tænder, men det er også vigtigt for immunforsvarets, hjernens og nervesystemet funktion. Derudover er det med til at regulere kroppens insulinniveau, støtte lungefunktionen og hjerte-karsundheden, og så påvirker det vores gener på en måde, så det modvirker udvikling af en lang række kræftformer samt diabetes.

Da der ikke er ret meget D-vitamin i vores kost, og da vi kun kan danne D-vitamin fra sollys en begrænset del af året på nordiske breddegrader, er D-vitamintilskud den oplagte løsning på det problem.

To forskere, Dr. Uwitonze og Dr. Razzaque fra afdelingen for patologi ved Lake Erie College of Osteopathic Medicine i USA har imidlertid gjort opmærksom på noget, vi har overset i denne forbindelse som er, at vi har brug for en vis mængde magnesium, for at D3 skal fungere godt i kroppen. Det skyldes, at alle de enzymer der medvirker til at aktivere D-vitaminet i lever og nyrer skal bruge magnesium, der fungerer som cofaktor i disse enzymatiske processer. Uden magnesium forbliver D-vitamin inaktivt i kroppen – uanset om D-vitaminet kommer fra maden, sollys eller fra vitaminpiller. Det er ifølge forskerne aktuelt for omkring halvdelen af alle amerikanere.

Om magnesium
Magnesium er involveret i funktionen af mere end 600 enzymer (og dets biokemiske signalveje) i kroppen, og mangel på magnesium er ligesom D-vitaminmangel forbundet med fejludvikling af knogler, hjerte-karsygdom og metabolisk syndrom.

Ved at få tilstrækkeligt magnesium fra kosten, eventuelt med hjælp fra et dagligt tilskud, kan man nedsætte risikoen for D-vitaminmangel. Men ligesom der er set store mangler på D-vitamin hos befolkningen i USA (og Danmark, red.), er indtaget af magnesium fra kosten faldet de seneste årtier, skriver forskerne, som tilskriver det nedsatte magnesiumindtag en kombination af industralisering og ændrede kostvaner med flere forarbejdede fødevarer.

Magnesium er det fjerde mest forekommende mineral i kroppen efter calcium, kalium og natrium. Fødevarer med højt indhold af magnesium omfatter mandler, bananer, bønner, broccoli, brun ris, cashewnødder, æggeblomme, fiskeolie, hørfrø, grøntsager, mælk, svampe, andre nødder, havregryn, græskarfrø, sesamfrø, sojabønner, solsikkefrø, søde majs, tofu og fuldkorn.

Ref.
Uwitonze AM, Razzaque MS. Role of Magnesium in Vitamin D Activation and Function. J Am Osteopath Assoc. 2018;118(3):181-89.

Klik her for at søge mere information om magnesium!

Ældre europæere mangler vitaminer og mineraler

Pixabay_elderly1

Risikoen for at mangle vigtige mikronæringsstoffer i form af vitaminer og mineraler stiger med alderen. Især efter de 65 år er det vigtigt at være opmærksom på at få nok. Her kan et dagligt kosttilskud være en hjælp.

En tysk befolkningsundersøgelse viser, at over halvdelen af ældre tyskere mangler D-vitamin, mens en fjerdel ikke får tilstrækkeligt vitamin B12. Undersøgelsen fandt desuden mangler på jern og folat. Forskerne anerkender gavnen af tilskud med til de ældre.
Da ældre tyskere er sammenlignelige med ældre danskere, er undersøgelsens resultater også relevante herhjemme.

Forskere fra Helmholtz Zentrum München, som er et tysk forskningscenter for sundhed og miljø, undersøgte blodprøver fra mere end 1000 ældre tyskere mellem 65 og 93 år, hvor de målte mængden af D-vitamin, folat, vitamin B12 og jern.

Undersøgelsen fandt, at 52% af deltagerne manglede D-vitamin og 27,3% manglede vitamin B12. Derudover havde 11% et lavt niveau af jern og 8,7% havde lavere niveauer af B-vitaminet folat.

Andelen af mænd der tog tilskud af de aktuelle næringsstoffer lå mellem 2,8% og 9,5%. Andelen af kvinder der tog disse tilskud lå mellem 3,9% og 19,2%. Heraf fremgår det, at kvinderne er mere opmærksomme på kosttilskud end mænd.

Baggrund
Det vurderes, at omkring 2 milliarder mennesker i både udviklingslande og udviklede lande har mangler på vitaminer og mineraler. Forskerne kalder det en skjult form for sult som har negative konsekvenser for helbredet og i særlig grad for ældre mennesker.

Ældre med lavt D-vitaminniveau har en betydelig højere risiko for at udvikle type 2 diabetes, hjerte-karsygdomme, knogleskørhed og frakturer, nedsat muskelmasse og -styrke med mere.

B-vitaminerne folat og B12 er i særlig grad nødvendige for stofskiftet og dannelse af DNA. Derudover er mangler knyttet til degenerative sygdomme, herunder hjertekarsygdom, kognitiv nedsættelse og knogleskørhed.

På verdensplan er jernmangel blandt de mest udbredte ernæringsmangler. Her er konsekvensen anæmi og en forøget risiko for at udvikle demens i alderdommen.

I en europæisk befolkning, hvor levetiden stiger, er denne situation ekstra relevant. Optagelse, aktivering og dermed udnyttelse af madens næringsstoffer falder i takt med at vi bliver ældre. Hos småtspisende ældre øges risikoen endnu mere for ikke at få tilstrækkeligt med essentielle næringsstoffer. Det er velkendt, at mangel på mikronæringsstoffer er særlig udbredt hos gruppen 65+ og endnu mere hos personer i firserne. Seniorer på 85 år og derover var dobbelt så tilbøjelige til at have lave niveauer af D-vitamin, folat og B12 i forhold til de yngre.  Det øger risikoen for aldersrelaterde sygdomme. Livskvaliteten sænkes og landets udgifter til sundhedsvæsenet stiger.

Kosttilskud kan hjælpe
Forskerne anerkender, at tilskud med de nævnte næringsstoffer kan hjælpe de ældre. Hvad angår jerntilskud anbefaler forskerne, at det tages i samråd med en læge, idet fejldosering af jerntilskud kan medføre forstoppelse og ubehag.

Ref.
Conzade R, et al. Prevalence and Predictors of Subclinical Micronutrient Deficiency in German Older Adults: Results from the Population-Based KORA-Age Study. Nutrients. 2017;9(12).

Klik her for at søge mere information om vitamintilskud!

Skizofreni knyttet til vitaminmangler

Pixabay_Brain

Selv om årsagen til sygdommen skizofreni er ukendt, peger ny forskning på, at personer med skizofreni mangler D-vitamin og B-vitaminet folat som tidligere blev kaldt vitamin B9.

Mangel på D-vitamin D og B-vitaminet folat er tidligere blevet knyttet til skizofreni. Ny viser ny forskning, at disse mangeltilstande synes at eksistere lige fra sygdommens begyndelse.  Denne opdagelse vil muligvis kunne føre til, at behandlingen af skizofreni rutinemæssigt udvides med ernæringsterapi.

Det er et australsk forskningsprojekt fra  NICM Health Research Institute ved Western Sydney University, der systematisk har gennegået eksisterende forskning af personer, der er blevet behandlet for psykotiske lidelser for første gang, og hvor forskerne også har medtaget data om ernæring.

Sammelagt gennemgik forskerne 28 undersøgelser, der havde data om blodniveauerne af seks vitaminer og 10 mineraler hos ialt 2.612 individer. Resultatet viste, at der var signifikant lave værdier af folat og D-vitamin i blodet hos de sygdomsramte sammenlignet med raske.

I tidligere undersøgelser har man set en stærk sammenhæng mellem skizofreni og forskellige ernæringsmangler, herunder vitaminerne B, C, D og E, men det er først med denne nye undersøgelse, at det står klart, at manglen på D-vitamin og folat eksisterer allerede ved sygdommens udbrud.

Desuden viste disse ernæringsmangler sig at være forbundet med dårligere mental sundhed hos unge med tidlig psykose.

Selv om forskerne ikke fandt nogen væsentlige forskelle mellem indholdet af andre vitaminer og mineraler end de to nævnte, så udelukker det ikke, at der kan være flere ernæringsmæssige faktorer i spil. Det vil dog kræve yderligere forskning at få dette afklaret.

Ref.
Firth J, et al. Nutritional Deficiencies and Clinical Correlates in First-Episode Psychosis: A Systematic Review and Meta-analysis.  Schizophrenia Bulletin 2017. E-pub ahead of print.

Kort om skizofreni
Skizofreni er en sygdom i hjernen der kan medføre tankeforstyrrelser, hallucinationer og vrangforestillinger, søvnforstyrrelser , koncentrationsbesvær, ambivalens og andre forandringer i følelseslivet. Personen kan fremstå som apatisk og isolere sig og forsømme sig selv. Der kan komme tale- og bevægeforstyrrelser. Sydommen udbryder typisk i teenageårene og op til 30 års alderen. Årsagen er ukendt.
Kilde: Netdoktor

Klik her for at søge mere information og folinsyre og D-vitamin

Den er god nok: D-vitamin beskytter mod forkølelse og influenza

Risikoen for at pådrage sig en forkølelse eller få influenza eller andre luftvejsinfektioner stiger markant ved mangel på D-vitamin. En mangel der er størst i vinterhalvåret.

Forskere skærer igennem modstridende udsagn om D-vitamin med ny, stor meta-analyse udgivet i British Medical Journal, hvor de konkluderer: D-vitamintilskud er sikkert og beskytter mod akutte luftvejsinfektioner herunder forkølelse og influenza! Undersøgelsen giver det hidtil mest robuste bevis for, at D-vitamin gavner sundheden ud over dets virkning på knogler og muskler.

Forskerne under ledelse af Professor Adrian Martineau from Queen Mary University of London  fandt 25 videnskabelige undersøgelser der var af tilstrækkelig høj kvalitet, det vil sige dobbelt-blindede, kontrollerede lodtrækningsundersøgelser, hvor de kunne få individuelle forsøgsdata fra alle deltagere.  Der indgik i alt knap 11.000 deltagere i alle aldersgrupper fra flere forskellige lande i meta-analysen, heriblandt England, USA, Sverige, Israel, Canada, New Zealand, Belgien, Finland, Australien, Polen, Japan, Indien og Afganistan.

Problemet med tidligere undersøgelser af D-vitaminer mod akutte luftvejsinfektioner er, at de samlet set har givet modstridende resultater, hvor nogle undersøgelser har vist, at D-vitamin har en  beskyttende effekt, hvorimod og andre ikke har kunnet vise en virkning. Denne nye undersøgelse har været tilstrækkelig stor og grundig i sin databehandling til at kunne skære igennem usikkerheden.

Jo større mangel desto bedre effekt af D-vitamin
Det som meta-analysen med al tydelighed viste var, at de beskyttende virkninger af D-vitamin er stærkest hos dem med det laveste D-vitaminindhold i kroppen. Daglige eller ugentlige D-vitamintilskud halverede risikoen for akut luftvejsinfektion, når blodets D-vitaminindhold var under 25 nmol/l. Personer med et højere D-vitaminindhold opnåede også en nedsat risiko, dog kun på 10 procent. Samlet set var den nedsatte risiko for at pådrage sig en akut luftvejsinfektion, som forkølelse og influenza hører under, bedre end vacciner mod  influenzalignende sygdomme.

Derudover viste undersøgelsen, at det giver en bedre beskyttelse at tage et dagligt eller ugentligt tilskud frem for en mere spredt indtagelse med længere intervaller. Såkaldte bolusinjektioner hvor man giver en stor injektion en enkelt gang eller med lange mellemrum, har ikke vist sig effektive mod akut luftvejsinfektion.

Hvorfor virker D-vitamin?
Der er flere mekanismer, som D-vitaminet og dets nedbrydningsprodukter menes at bruge til at bekæmpe sundhedsskadelige mikroorganismer og den medfølgende inflammation. En af dem er at stimulere en cellerensende proces kaldet autofagi. En anden måde D-vitamin beskytter mod luftvejsinfektioner på, er ved at booste mængden af antimikrobielle peptider (AMP) i lungerne. AMP er en del af det medfødte immunforsvar og består af naturlige antibiotika-lignende stoffer, som virker ved at ødelægge mikroorganismernes membran. Det passer meget godt med, at forkølelse og influenza optræder hyppigst vinter og forår, hvor folks D-vitaminniveau typisk er lavest. Det kan også forklare hvorfor D-vitamin beskytter mod astmaanfald, som oftest udløses af en virusinfektion i luftvejene.

De fleste akutteluftvejsinfektioner er milde og går over af sig selv uden behandling, men globalt set er akut luftvejsinfektion en væsentlig årsag til sygdom og dødsfald. Lidelsen er også ansvarlig for 10% af skadestuebesøg og akutte indlæggelser i USA. En vurdering lyder, at der døde 2,65 millioner mennesker  globalt i 2013 på grund af en akut luftvejsinfektion.

Refs.

Martineau AR, et al. Vitamin D supplementation to prevent acute respiratory tract infections: systematic review and meta-analysis of individual participant data. BMJ 2017;356:i6583
Pressemeddelelse Queen Mary University 2017.02.16: http://www.qmul.ac.uk/media/news/items/smd/192725.html

Klik her for at søge mere information om D-vitamin

Zink styrker ældres immunforsvar

Zinkimmunforsvar

Forskning tyder på, at ældre er særligt sårbare over for immunsvækkende zinkmangel. Det skyldes at de ældre spiser en mere zinkfattig kost og samtidig har en aldersbetinget ringere optagelse af mineralet. Men også en række andre er i risikozonen. Noget som et organisk zinktilskud nemt kan rette op på.

Forskning har fundet en sammenhæng hos ældre der knytter et lavt indtag af mineralet zink til funktionen af deres immunforsvar og kronisk sygdom.

Et forskerteam anført af professor Emily Ho fra Oregon State University har vist at zink påvirker, hvordan kroppens immunforsvar reagerer på stimulering og blandt andet styrer graden af inflammation i kroppen. Hvis vi mangler zink, opstår der immundefekter, og de celler der styrer inflammation i kroppen reagerer anderledes, hvorved der aktiveres betændelsesreaktioner i kroppen, som er fundamentet for kronisk sygdom.

Forskerne er kommet frem til deres resultater ved at undersøge cellekulturer og gamle mus.

Vi har behov for regelmæssig tilførsel af zink, fordi kroppen ikke lagrer nogen betydende mængde zink. Ældre er ofte dobbelt udsatte for zinkmangel, fordi de ikke spiser lige så meget zinkholdig mad som yngre, og derudover er deres zinkoptagelse nedsat.

Man får ikke noget præcist billede af kroppens zinkstatus fra en blodprøve, da det meste af kroppens zink befinder sig inde i kroppens celler.

Det anslås at ca. 12% af USAs befolkning ikke får tilstrækkeligt zink i deres kost. Hos ældre over 65 år er der ca. 40% der ikke får tilstrækkeligt zink.

 

Andre med behov for ekstra zink
Det er dog ikke kun alderdom, der søger risikoen for zinkmangel. Ensidige kostvaner, alkoholisme og leversygdom, nogle vanddrivende lægemidler og antibiotika samt en dårligt reguleret sukkersyge, øger ifølge Netdoktor kroppens udskillelse af zink.

Zink i kosten
Zink findes især i kød, indmad, fisk, frø, især græskarkerner, nødder, brune ris

Myndighedernes anbefaling
I Danmark blev den anbefalede daglige tilførsel af zink til voksne for nogle år siden sat ned fra 15 mg til 11 mg for mænd og 8 mg for kvinder, hvilket har medført, at hvor mange tidligere ikke formåede at få den anbefalede mængde zink, så anses tilførslen i dag at være tilstrækkelig.

Zink som kosttilskud
Zink i form af kosttilskud er bedst i form af organisk bundet zink, for eksempel zinkgluconat. En daglig tilførsel på 15 mg til voksne er stadig en fornuftig dosering for mange. Zinktilskud kan tages til maden eller forskudt for maden – gerne om aftenen, idet zink øger funktionen af nervesignalstoffet GABA, som har en beroligende og afslappende virkning.


Alternativ zink-test

Vi ved at zink blandt andet påvirker smagssansen. Der findes en lav-teknologisk zinktest, som i alternative kredse bruges som en vejledende test for zinkmangel. Testen har i kontrollerede tests vist en rimelig god pålidelighed på mellem 70 og 100 procents nøjagtighed, men falske negative eller positive kan ikke udelukkes.

Zinktesten består af en særlig form for zinksulfat (ZnSo4 7H20) opløst i destilleret vand. Styrken er 0,1 %. Man tager hvad der svarer til at snapseglas af væsken og skyller det rundt i munden i 5-10 sekunder hvorefter det kan synkes eller spyttes ud. Der skelnes herefter mellem fire smagsoplevelser:

  1. Hvis det ikke smager af noget tolkes det som udpræget zinkmangel.
  2. Hvis det er smagløst i begyndelsen, men senere opleves som som en  “tør”, “lodden”, “mineralsk”, “bagepulver-agtig”, eller”sød”  smag, tolkes det som zinkmangel.
  3. Hvis der er en umiddelbar kraftig, men ikke nødvendigvis særlig ubehagelig smag som tiltager, tolkes det som ingen zinkmangel.
  4. Hvis der er en øjeblikkelig, ubehagelig smag, hvor personen kun ønsker at skylle munden med vand, tolkes det som ingen zinkmangel og en god zinkstatus.

Refs.
Wong CP, et al . Zinc deficiency enhanced inflammatory response by increasing immune cell activation and inducing IL6 promoter demethylation. Mol Nutr & Food Res. 2015;59(5):991-9.
Gruner T, et al. The accuracy of the Zinc Taste Test method. J Altern Complement Med. 2012;18(6):541-50.

Klik her for at søge mere information om zinktilskud

Så let undgår du ustabilt blodsukker

Pixabay_macaron

Forskning har vist, at mineralet chrom er tæt knyttet til insulinets funktion.

Det er svært at komme uden om mineralet chrom, når emnet handler om kroppens regulering af blodsukkeret og herunder om sukkersyge. Ingen er i dag i tvivl om insulinets rolle i den forbindelse, men chrom spiller faktisk også en vigtig rolle for insulinets funktion.

I slutningen af 1950erne opdagede de to forskere Dr. Klaus Schwarz og Dr. Walter Mertz, at rotter der udelukkende blev fodret med torulagær mistede evnen til effektivt at fjerne blodets indhold af sukker (glukose), hvilket netop er problemet hos personer med sukkersyge. Forskerne fandt, at når rotterne fik chrom i deres kost, eller hvis de fik et chromtilskud, fungerede deres blodsukkerregulerende evne igen.

De to forskere udviklede den hypotese, at chrom indgik i et kompleks bestående af tre aminosyrer, et B-vitamin og med chrom som den centrale del. De kaldte stoffet glukosetolerancefaktor, forkortet GTF.

Den samvirkende effekt af insulin og chrom
Forskningen har også kunnet bekræfte, at chrom er en aktiv komponent tæt knyttet til hormonet insulin. Denne samvirkende mekanisme er i korte træk, at insulinmolekylerne hæfter sig på receptorer på cellernes ydre overflade. Herefter hæfter de chromholdige stoffer sig på de samme receptorer, men på indersiden af cellerne. Det sender signaler til cellernes glukosekanaler om at åbnes således, at glukosen kan komme ind i cellen, hvor det fungerer som næringsstof.

Bevis for at chrom spiller den samme rolle for blodsukkeret hos mennesker som for rotter kom fra en gruppe patienter der fik sondemad. Disse patienter udviklede alvorlige diabetiske symptomer, herunder glukoseintolerance, vægttab, nedsat energiniveau samt nerve- og hjernelidelser på trods af tilstedeværelsen af insulin. Efter tilsætning af chrom til næringsvæsken ophørte disse symptomer.

GTF og chromodulin
I 1980erne lykkedes det en gruppe japanske forskere at isolere en chromholdig substans som bestod af en række aminosyrer med den samme funktion som den hypotetiske glukosetolerancefaktor, hvis nøjagtige sammensætning aldrig var blevet endeligt bekræftet. Det nye stof fik navnet chromodulin. Man kunne kalde det en opdateret version af GTF-betegnelsen som i øvrigt stadig er i brug, selv om flere er begyndt at bruge den nyere betegnelse chrommodulin.

Forskellige former for chrom
Chrom er et grundstof og et metal. Chrom er samtidig et livsvigtigt mikronæringsstof for mennesker, men kun i dets såkaldte trivalente form. Der findes også divalent- og hexavalent chrom, men disse chromforbindelser er giftige. Alle godkendte chromtilskud består af trivalent chrom. Disse forskellige former for chrom kan danne et forskelligt antal kemiske forbindelser til andre stoffer.

Overlegen optagelighed med chromgær
Chrom har vist sig at være et vanskeligt stof at optage uanset hvilken kilde det kommer fra. Kun 0,5% til 2% af uorganiske chromforbindelse optages i kroppen. Krom fra vores kost består af en blanding af uorganisk og organisk bundet chrom. Optagelsen herfra er kun en smule højere end uorganisk chrom, idet den kun er et sted mellem 0,5% og 3%. Tilskud med chromgær har vist den højeste optagelighed med en teoretisk optagelighed på op mod 20%, hvilket sandsynligvis skyldes, at chromgæren samtidig leverer de aminosyrer som udgør den førnævnte chromodulin.

Med alderen nedsættes kroppens omsætning af chrom et sted mellem 25-40%.

Forskning bekræfter effekt af chrom hos type-2 diabetikere
I praksis har vi set de klareste resultater med tilskud af chrom til personer med sukkersyge, primært type 2-diabetes, den ikke-insulinkrævende form.

En mindre undersøgelse fra 2013 af patienter med type-2-sukkersyge i insulinbehandling har vist, at tilskud af henholdsvis 100 og 200 mikrogram chrom fra chromgær på relativt kort tid var i stand til at sænke vigtige faktorer som fasteblodsukker og glykosyleret hæmoglobin som er sukkerstoffer der binder sig til de røde blodlegemers hæmoglobin og derfor er et godt mål for kroppens blodsukkerregulering.

En iransk meta-analyse af syv forskellige videnskabelige undersøgelser med chrom viste, at tilskud på 250 mikrogram og derover i mindst tre måneder til type-2 diabetikere var i stand til at sænke deres fasteblodsukker.

Der er flere andre eksempler: En gruppe forskere gennemgik en forskningsdatabase, hvor de fandt 16 undersøgelser der omhandlede tilskud af chrom til patienter med type 2-diabetes. Ud af disse undersøgelser viste 13 en signifikant forbedring af niveauet af glukose-, insulin- og lipider.

Også til dyr
Også hunde med diabetes har gavn af chromtilskud. I en undersøgelse lavet på Charles Universitetet i Tjekkiet gav forskere chromgærtabletter med 100 mikrogram chrom dagligt til 17 hunde i behandling med insulin. Forskerne kunne herefter observere en signifikant sænkning af hundenes blodsukker.

Leveren og den søde tand
Mangel på chrom er relativt almindeligt hos personer med forstadier til sukkersyge, hvilket alene kan retfærdiggøre et tilskud. Alligevel kan tilskud af chrom langtfra altid stå alene i bestræbelsen på at genetablere et normalt blodsukker. Andre faktorer kan spille ind.

Forskere fra Københavns Universitet har opdaget, at et hormon eller signalstof kaldet FGF21, (Fibroblast Growth-Factor) som udskilles af leveren når vi har spist noget sødt, kan afgøre hvem der har en sød tand, og hvem der ikke har. Forskningen viste, at dem der ikke bryder sig om slik havde 50 % højere mængde FGF21 i blodet, når de fastede, og at mængden af FGF21 i blodet steg kraftigt i begge grupper, når de indtog 75 gram sukrose. Forskningen viser, at personer med særlige varianter af FGF21-genet var omkring 20% mere tilbøjelige til at være storforbrugere af sukker og søde sager, såsom is, chokolade, vingummi samt stimulanser som alkohol og tobak end andre uden disse særlige gen-varianter.

Refs.

Vincent JB. The biochemistry of chromium. J Nutr. 2000 Apr;130(4):715-8.
Abdollahi M, et al. Effect of chromium on glucose and lipid profiles in patients with type 2 diabetes; a meta-analysis review of randomized trials. J Pharm Pharm Sci. 2013;16(1):99-114.
Racek J, et al. Effect of Chromium-Enriched Yeast on fasting Glucose, Glycated Haemoglobin and Serum Lipid Levels in Patients with Type 2 Diabetes mellitus treated with Insulin. Biol Trace Elem Res. 2013;155(1):1-4.
Mužík P, et al. Diabetes mellitus in dogs and cats—clinical experience with bioactive chromium supplementation in dogs treated with insulin. EJCAP 2011; 21:62–67
Rafiei R, et al. Chromium level in prediction of diabetes in pre-diabetic patients. Adv Biomed Res. 2014; 3: 235.
Søberg S, et al. FGF21 Is a Sugar-Induced Hormone Associated with Sweet Intake and Preference in Humans. Cell Metab. 2017;25(5):1045-1053.e6.

Klik her for at søge mere information om chrom.

Husk lige D-vitamintilskuddet!

Pixabay_Kid

Børn har brug for tilskud af D-vitamin efter fødslen. Nu forlyder det, at mange mødre stadig er tilbøjelige til at glemme denne vigtige form for forebyggelse.

Det ser ud som om, at en del gravide og mødre til spædbørn har brug for regelmæssige påmindelser om dels selv at tage et D-vitamintilskud, men også at give deres børn det anbefalede daglige tilskud D-vitamin.

Det seneste eksempel på dette er en artikel på Danmarks Radios hjemmeside, der handler om, at hver andet barn ikke får nok D-vitamin. Artiklen henviser til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Odense Universitetshospital af mere end 2000 familier, som angiveligt viser, at selv om 94% af forældre giver deres børn D-vitamin, så får 45% ikke så meget eller så ofte som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at tage 10 mikrogram D-vitamin hver dag. Når kvinderne har født anbefales børnene frem til to-års alderen et forebyggende dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram D-vitamin i form af dråber, idet det anbefalede daglige D-vitaminindtag på 10 μg/dag hos den ammende mor langt fra er tilstrækkeligt til, at D-vitaminindholdet i modermælken er højt nok til at sikre et optimalt D-vitaminniveau hos det ammede barn.

Efter 1 ½ – 2 års alderen kan barnet overgå til kapsler eller tabletter.

D-vitaminets virkninger
Grunden til at D-vitamin er så vigtigt er, at det øger optagelsen af calcium fra tarmen og er nødvendigt for knoglernes og tændernes omsætning af calcium og fosfat. Børnene har brug for at opbygge stærke knogler for at undgå knogleskørhed i alderdommen. D-vitamin er desuden kendt for at medvirke til regulering af immunsystemet, at medvirke ved processer i kroppens muskler. Vitaminet er også med til at regulere cellevækst i kroppen, hvilket kan medvirke til at hæmme udvikling af børneeksem og psoriasis.

Kost og D-vitamin
Der er noget D-vitamin i fisk, æg, vegetabilske olier og mælkeprodukter, men da vores kost typisk kun giver et sted mellem 2-4 µg D-vitamin dagligt, er der behov for alternative kilder til D-vitamin. Der er flere muligheder:

Sollys og UV-B-stråling
Solskin om sommeren, hvor Solens UV-B-stråler har styrke nok til at danne D-vitamin i huden er en oplagt kilde. Sollys fra midten af august til midten af maj har ikke styrke nok på de danske breddegrader. Det er individuelt, hvor meget sommersol der skal til for at danne tilstrækkeligt D-vitamin – eller rettere et forstadie til D-vitamin – i huden fra sollys. For eksempel spiller hudens farve ind. Hos personer med normal hvid hud vil stærk sommersol danne den nødvendige mængde D-vitamin i løbet af et kvarter. Hos personer med lysebrun til olivenfarvet hud vil det kræve en halv time til tre kvartes ophold i stærk sommersol. Personer med mørkebrun hud har brug for at opholde sig halvanden time i stærk sommersol. Endelig vil personer med næsten helt sort hud have brug for tre timers ophold i stærk dansk sommersol for at danne den maksimale mængde D-vitamin.

Vores alder spiller også ind. Unge mennesker er bedre til at omdanne sollys til D-vitamin end ældre.

Man kunne i princippet bruge et solarium til at danne D-vitamin i den mørke årstid samt når den danske sommer ikke leverer nok solskinsdage. Men det kræver, at solarierørene udsender tilstrækkeligt UV-B-stråling. Det er primært UVA-stråler, der bruner huden.

Både overdreven solbadning og brug af solarier beskyldes dog for at fremme risikoen for hudkræft.

Man bør også være opmærksom på, at huden ikke kan danne D-vitamin fra sollys der passerer glas.

Tilskud er en pålidelig løsning
Den mest pålidelige metode til en stabil indtagelse af D-vitamin på danske breddegrader uden solskinsgaranti er nok at taget et kosttilskud.  Kapsler med D3 vitamin, gerne opløst i olie, da vitaminet er fedtopløseligt, er blandt de mest foretrukne løsninger til voksne.

Alternative løsninger til spædbørn
Nogle spædbørn får ondt i maven umiddelbart efter tilskud af D-vitamindråber. Mistanken knytter sig i nogle tilfælde til, at D-vitaminet er opløst i kokosolie. Prøv derfor et præparat med en anden type olie eller brug D-vitamin i en gelatinekapsel, hvor D-vitaminet ofte vil være opløst i olivenolie. Fedtopløseligt D-vitamin behøver strengt taget ikke at tages hver dag. Derfor kan en kapsel med 20 mikrogram D-vitamin sagtens anvendes hver anden dag. Prik hul på kapslen med en ren nål og pres indholdet ud på en ske. Tabletter med 10 mikrogram D-vitamin kan også bruges. Det kræver dog at de knuses til et meget fint pulver, blandes med modermælk og gives på en ske.

 

Refs.
Petersen ML. Hvert andet barn får ikke nok D-vitamin. http://www.dr.dk/levnu/boern/hvert-andet-barn-faar-ikke-nok-d-vitamin
Skovenborg E. Hudens D-vitaminfabrik. https://www.osteoporose-f.dk/behandling/hudens-d-vitamin
Udompataikul M, et al. The Effects of Oral Vitamin D Supplement on Atopic Dermatitis: A Clinical Trial with Staphylococcus aureus Colonization Determination. J Med Assoc Thai. 2015;98 Suppl 9:S23-30.
Kamangar F, et al. Oral vitamin D, still a viable treatment option for psoriasis. J Dermatolog Treat. 2013;24(4):261-7.
Sundhedsstyrelsen. Ernæring til spædbørn og småbørn. 2015.

Klik her for at søge mere information om D-vitamin

Hold hjernen skarp med næringsstoffer

Pixabay_Granny

En række næringsstoffer er med til at opretholde ældres kognitive funktioner. Det sætter fokus på ældres kost, især de småtspisende ældre som på grund deres beskedne appetit har brug for særlig lødig kost.

En sund livsstil kan forebygge hjernens forfald i mange år frem. Det indbefatter motion og sund mad. Med hensyn til maden tyder forskning på, at en række næringsstoffer som især omega-3 fedtsyrer, plantestoffer og B-vitaminer har en rolle at spille for at modvirke det, der kaldes kognitiv funktionsnedsættelse og muligvis også nedsat depression hos ældre.

Kognitiv funktionsnedsættelse kan udmøntes på mange forskellige måder og i forskellige grader. Det vil typisk indebære hukommelses-, koncentrations-, forståelses- og indlæringsproblemer.

Det er ikke en sygdom at blive gammel, og mange ældre klarer sig særdeles godt. Alligevel er antallet af ældre med kognitive funktionsnedsættelser steget væsentligt de senere år. Kognitiv funktionsnedsættelse og depression er nogle af de alvorlige problemer, der er knyttet til aldring og som fylder stadig mere på landes sundhedsbudgetter.

Ifølge en dansk konsulentrapport har kun lidt over en tredjedel af landets kommuner forebyggelse af den kognitive funktionsevne som et primært indsatsområde. Forebyggelse af tidlig demens samt depression prioriteres generelt højere. Kommunernes forebyggelsesindsats er fortrinsvis centreret om fysisk aktivitet i forhold til borgerens kognitive funktionsniveau samt forskellige sociale aktiviteter.

En mild kognitiv funktionsnedsættelse skal forstås som en niveaunedsættelse der er større end det kan forventes ud fra personens alder og uddannelsesniveu, men som ikke hæmmer personens daglige aktiviteter i betydelig grad. Alligevel forventes det, at cirka halvdelen af dem med mild funktionsnedsættelse vil udvikle demens i løbet af fem år.

Den aldrende hjerne
Aldring påvirker hjernen på celle- og funktionsniveau. Da hjernen har et højt stofskifte medfører det, at oxidativ stress og inflammation ikke er ualmindeligt i den aldrende hjerne. Derudover ser vi et svind af hjernevæv med stigende alder, ikke i hjernebarken, men i den hvide substans. Dette svind af hvid substans er knyttet til kognitiv funktionsnedsættelse og sen udvikling af depression.

Hjernemembranens fedtsyresammensætning påvirkes direkte af kosten, og det har rettet opmærksomheden mod den rolle, som kostens fedtsyrer spiller for hjernen sundhed. Det er i den forbindelse vist, at omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA, som vi typisk får fra fisk og fiskeolie, potentielt gavner den kognitive sundhed og hæmmer udvikling af visse demensformer. Disse fedtsyrer virker via deres evne til at forhindre blodpladesammenklumpning og ved at virke antiinflammatorisk, dvs. betændelseshæmmende.

Middelhavskost
Forskning tyder på, at en høj indtagelse af frugt, grønt og fisk gavner hjernens sundhed. Det indbefatter også Middelhavskost, som er rig på frugt, grønt, fisk, fuldkorn og olivenolie og som er knyttet til en lavere risiko for at få Alzheimers sygdom, en langsommere udvikling fra mild kognitiv funktionsnedsættelse til Alzheimers sygdom samt at yde en vis beskyttelse mod depression.

Andelen af omega-6 fedtsyrer i kosten bør ikke blive for høj, idet de gavnlige virkninger af omega-3 derved svækkes.

Glykæmisk load og depression
Betydningen af kostens indhold af protein og kulhydrat for den kognitive funktion er endnu ikke tilstrækkeligt godt undersøgt. En undersøgelse af depression hos ældre mennesker har vist, at dem der havde depression, spiste en kost med et lavere glykæmisk load.

Glykæmisk load (GL)
Hvor det glykæmiske index (GI) repræsenterer hvor hurtigt blodsukkeret stiger efter et måltid, tager det glykæmiske load også hensyn til mængden. GL udregnes med denne formel: GI x kulhydratmængde (g) / 100. Det er relevant, fordi en højglykæmisk fødevares indflydelse på blodsukkeret i høj grad også er afhængig af, hvor meget man spiser af denne fødevare.

Plantestoffer
Forskning tyder desuden på, at forskellige plantestoffer som flavonoider og polyfenoler kan beskytte hjernen og dens funktioner på forskellig vis. For eksempel synes flavonoider at have en beskyttende virkning mod kognitiv funktionsnedsættelse og Alzheimers syge ved at modvirke inflammation, der skader hjernens nerver.

Forskning udført i Holland har vist, at indtagelse af polyfenoler er knyttet til en nedsat risiko for at udvikle demens hos rygere. En fransk undersøgelse har blandt andet vist, at et højt indtag af specifikke polyfenoler, herunder flavonoider og fenolsyrer kan bidrage til at bevare den verbale hukommelse, hvilket er et særligt sårbart område i en aldrende, sygdomsramt hjerne.

En undergruppe af flavonoider kaldet flavanoler fra kakaobønner har vist at kunne fremme funktionen af et området i hjernen ved navn dentate gyrus hos ældre mennesker. Det drejer sig om deres arbejdshukommelse og genkendelsesevne.

Flavonoider
Flavonoider er en stor gruppe af stoffer, der naturlig findes i frugt, grønt, te, vin, nødder og frø. De har en række egenskaber der minder om vitaminers. Flavonoider er en undergruppe af polyfenoler.

B-vitaminer og methylering
B-vitaminerne har en vigtig rolle i bevaring af hjernens sundhed gennem alderen, idet deres opgave er at indgå som cofaktorer i den såkaldte methylering, som er en kemisk proces, hvor der indføres methylgrupper i forskellige molekyler. Methylering er nødvendig for regulering af gener, hormoner, nervesignalstoffer, enzymer og for afgiftning. Uden methylering virker hverken nervesystem eller immunsystem.

B-vitaminerne B6, folat og B12 er således involveret i methylering af stoffet homocystein, som derved omdannes til methionin. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens vil et lavere homocysteinniveau formentlig mindske risikoen for udvikling af kognitiv svækkelse.

Forskning har desuden vist at længerevarende indtagelse af B-vitaminer ikke alene forbedrede ældre menneskers kognitionsevne, men også nedsatte det tidligere omtalte svind af hjernevæv.

Forskning tyder desuden på en mulig sammenhæng mellem et lavt niveau af B-vitaminerne folat og B12 og risikoen for at udvikle depression.

Konklusion
Der synes at være meget at vinde ved at booste hjernefunktionen med en bedre ernæring og motion, selvom virkningen af motion ikke er gennemgået her. Da der ikke er nogen af de ovenstående forbyggende tiltag der kræver en recept, så det er det i princippet bare om at gå i gang.

 

Refs.

Moore K, et al. Current evidence linking nutrition with brain health in ageing. Nutrition Bulletin 2017. E-pub ahead of print.
Rambøll Konsulentrapport: Forebyggelse af Funktionstab hos Ældre. Dec 2012:

Klik her for at søge mere information om B-vitaminer

Mangel på vitamin D og -K hæver blodtrykket

Pixabay_Bloodpressure

D-vitamins mange effekter er efterhånden kendt af mange, hvorimod vores viden om vitamin K er mere begrænset. Nu viser forskning, at disse to vitaminer arbejder sammen i kroppens og at begge er vigtige for hjerte-karsundheden.

En forskningsartikel udgivet i tidsskriftet  Hypertension viser, at hvis man både mangler vitamin D og K, øges risikoen for blodtryksforhøjelse og hjerte-karsygdom, hvilket yderligere understreger vigtigheden af disse to næringsstoffer,

De data der blev benyttet stammer fra en befolkningsundersøgelse, hvor der blev indsamlet data fra hollændere i alderen 55 – 65 år i en periode på 6,4 år. Deltagernes D-vitaminindhold blev vurderet ved hjælp af niveauet af calcidiol, som er en delvis aktiveret form for D-vitamin, der bruges som mål for kroppens D-vitaminstatus. Niveauet af vitamin K blev vurderet ved at måle koncentration af inaktiveret matrix-Gla protein (MGP), som er et vitamin K afhængigt protein, der hjælper med at forhindre åreforkalkning.

Undersøgelsen viste, at hos personer med lavt indhold af D-vitamin (mindre end 50 mmol/L calcidiol) og K (ukarboxyleret MGP over 323 pmol/L) var der en stigning i både det systoliske og diastoliske blodtryk på henholdsvis 4,8 mmHG og 3,1 mmHG.

Ref.
van Ballegooijen AJ, et al. Joint Association of Low Vitamin D and Vitamin K Status With Blood Pressure and Hypertension. Hypertension. 2017. Epub ahead of print.

Vitamin D og -Ks betydning for hjertesundheden
D-vitamin og K-vitamin samarbejder i kroppen. D3-vitamin øger optagelse af calcium fra tarmen og iværksætter dannelse af proteinet osteocalcin. Osteocalcin har brug for vitamin K til at “aktivere” det, hvilket gør det muligt for proteinet at deponere calcium i knoglevævet og ikke i blodkarrene.

Ud over K-vitaminets aktivering af osteocalcin, aktiverer K-vitaminet også MGP i blodkarrenes vægge som binder calcium og som hjælper med at sikre, at calcium ikke deponeres i kroppens blodkar. Denne deponering af calcium ville ellers føre til en hærdning af blodkarrene og en opbygning af plak, forhøjet blodtryk og en generelt forhøjet risiko for hjerte-karsygdom. I forskning har vitamin D vist sig at dæmpe overproduktion af glatte muskelceller i forbindelse med opbygningen af arteriel plak ved at bindes til D-vitaminreceptorer på disse celler.

Forskellige former for D og K
D- og K-vitamin er begge fedtopløselige vitaminer. Der findes desuden flere forskellige slags D- og K-vitamin.

D-vitamin
Med hensyn til D-vitamin er det i praksis kun vitamin D2 og D3, der er relevant for mennesker. D2-vitamin hedder Ergocalciferol. D2-vitamnin dannes i planter, men har en lavere D-vitaminvirkning i kroppen end D3, som hedder kolekalciferol. D3-vitamin dannes i mennesker, når vi udsættes for sollys af passende styrke. I tilskud fås både D2 og D3, hvor D3 er den mest almindelige form.

K-vitamin
Af relevans for mennesker er det kun K1 og K2 der er aktuelt at nævne her. Begge former optages rigtig godt fra tarmen og K1 og K2 har i princippet de sammen funktioner. Hvad angår K-vitaminets evne til at støtte blodets størkningsevne, er K1-vitamin lige så effektivt som K2.
Da K1-vitamin ikke er aktivt i kroppen nær så længe som K2, anses K2 for at være mere effektivt når det drejer sig om opbygning af knoglevæv og afkalkning af blodkar. Med andre ord, tilstrækkeligt K2-vitamin medvirker til at putte calcium ind i knoglevævet og fjerne det fra blodkarrene.

Flere slags K2-vitamin
K2-vitamin findes desuden i en række forskellige varianter, hvor vitaminets sidekæde har forskellig længde. For eksempel K2, MK-4 eller K2, MK-7, som er de to udgaver af K2-vitaminer med størst relevans for os. De to former virker ikke de samme steder i kroppen. Til knogler og afkalkning af blodkar har vi for eksempel behov for MK-7-formen. Til hjernen har vi behov for MK-4-form som aktiverer en række proteiner der. Gravide der tager MK-7-formen har selv gavn af det, men videregiver det ikke til fosteret, da det ikke passerer moderkagen. I stedet skal de have K1 eller K2, MK-4.

Anbefalinger til midaldrende og ældre

  • D3-vitamin: Ca. 40 µg dagligt
  • K2-vitamin: Ca. 75-90 µg dagligt

Supplér med en god multivitamin og fiskeolie.

Dosering af K-vitamin bør fordobles ved forhøjet risiko for risiko for knogleskørhed, hjerte-karsygdom, type-2-diabetes, kroniske tarmsygdomme med flere.

Refs.
Beulens JWJ, et al. The role of menaquinones (vitamin K2) in human health. Br J Nutr 2013;110:1357-68.
Iioka H, et al. A study on the placental transport mechanism of vitamin K2 (MK-4). Asia Oceania J Obstet Gynaecol. 1992;18(1):49-55.
Hey H, Brasen CL. K2-vitamin har betydning ved en række sygdomme. Ugeskr Læger 2015;177:V12140700

Klik her for at søge mere information om K-vitamin

Vitaminer beskytter mod luftforurening

Pixabay_Smog

Luftforurening er i særlig grad et storby-fænomen. Mens vi venter på forureningsfri energi, kan vi afhjælpe nogle af de skadelige virkninger af forureningen med B-vitaminer, ifølge ny forskning.

Forskere fra USA har opdaget, at høje doser af visse B-vitaminer er i stand til at udbedre skader fra luftforurening forårsaget af farlige små partikler. Disse partikler, der kommer fra dieselbiler, brændeovne og som et biprodukt af kemiske reaktioner mellem andre forurenende gasser, forårsager såkaldte epigenetiske forandringer i vores celler, der kan skade vores helbred.

Luftforurening er et globalt problem. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer at 92% af verdens befolkning i øjeblikket bor på steder, hvor luftforureningen overstiger grænseværdien på 10 μg/m3. Det er naturligvis en kilde til bekymring.

De forurenende stoffer der betragtes som det mest farlige er meget fine partikler, der omtales som PM2,5, hvor partiklerne har en diameter på mindre end 2,5 mikrometer. Det er ca. 1/30 del af et menneskehår. Disse små partikler trænger dybt ned i lungerne.

Selv om vi ved, at forurening gør folk syge, så mangler vi stadig fuldt overblik over de mere præcise mekanismer, hvormed det sker. Forskere har dog længe haft mistanke om, at PM2,5 forårsager såkaldte epigenetiske forandringer i vores celler, der kan skade vores helbred.

Epigenetik
Vi ved, at epigeniske forandringer kan opstå som følge af alder, forurening, stress, kemikalier, lægemidler og kost. Epigenetiske forandringer skal forstås som funktionelle forandringer af genomet som ikke involverer ændringer i selve DNA-sekvensen, men som godt kan overføres til næste generation.

Det forskerne ønskede at finde ud af var, om skadevirkningerne af PM2,5 kunne mindskes med et dagligt tilskud af B-vitaminer. Der deltog 10 frivillige forsøgspersoner i alderen mellem 18 og 60 år, som først blev udsat for ren luft mens de fik uvirksomme placebopræparater, for at forskerne kunne måle deres respons på dette. Der blev taget blodprøver efter hver test.

Tilskud
Dernæst fik deltagerne en høj dosis B-vitaminer i en måned. B-komplekset bestod af 2,5 mg folinsyre, 50 mg vitamin B6 og 1 mg af vitamin B12. Deltagerne blev herefter udsat for luft med et højt indhold af PM2,5 i to timer.

Resultater
Forskerne kunne herefter se, at de fire uger med B-vitamintilskud nedsatte skadevirkningerne af PM2,5  med mellem 28-76% ved ti gen-lokationer. De fandt en lignende reducering i påvirkningen af mitokondrie-DNA i de dele af cellerne, der producerer energi.

Mere forskning ønskelig
Forskerne kunne godt tænke sig at forske mere i dette med flere deltagere og med tilskud af B-vitamin i flere forskellige doseringer. Doseringen af B-vitaminer i denne undersøgelse var højere end den man finder i sædvanlige kosttilskud. Måske ville en lavere dosering også have haft en effekt. Vi ved det ikke.

B-vitaminerne i denne undersøgelse svarer i øvrigt til dem, der er kendt for at sænke kroppens niveau af det skadelige stof homocystein, der dannes som et mellemprodukt i kroppens almindelige stofskifte. Homocystein er blandt andet mistænkt for at kunne fremkalde blodpropper, hvis niveauet i blodet bliver for højt.

Refs.

Jia Zhong, et al. B vitamins attenuate the epigenetic effects of ambient fine particles in a pilot human intervention trial. PNAS 2017. E-Pub ahead of print

Klik her for st søge mere information om B-vitaminer