Morgenkaffen sænker dødeligheden

Mange vil nok hævde, at morgenkaffen opleves som dagens bedste kop. Nu giver en observationsundersøgelse morgenkaffe-drikkerne ret på en måde, de ikke har regnet med. Denne undersøgelse viser nemlig, at sammenlignet med dem, der ikke drikker kaffe, er morgenkaffedrikkere 16% mindre tilbøjelige til at dø af enhver årsag og 31% mindre tilbøjelige til at dø af hjerte-karsygdom.

Undersøgelsen, der inkluderede 42.199 voksne fra forskellige tidligere undersøgelser, hvor der fandtes de nødvendige data om personernes livsstil, er udgivet i European Heart Journal i januar 2025. Det er angiveligt den den første undersøgelse, der specifikt har set på tidspunkter for kaffeindtagelse i relation til helbredet.

Forskerne opdelte deltagere i morgen-kaffedrikkere og heldags-kaffedrikkere. Disse data blev så sammenholdt med dødsattester over en periode på cirka 10 år efter at de havde justeret for indtagelse af koffeinfri kaffe, søvnmængde samt andre forstyrrende forhold.

Morgenkaffens effekt
På baggrund heraf kunne forskerne konkludere, at i modsætning til ikke-kaffedrikkere var morgenkaffedrikkere 16% mindre tilbøjelige til at dø af enhver årsag og 31% mindre tilbøjelige til at dø af hjerte-karsygdom. Forskerne så derimod ingen risiko-nedsættelse hos dem der ikke drak kaffe og dem der drak kaffe hele dagen.

Mulige forklaringer
Denne forskning forklarer ikke, hvad der er den dybere årsag til sammenhængen mellem morgenkaffe og reduktion i dødsrisiko. En hypotese er, at kroppens døgnrytme kan være involveret.

Kaffeindtagelse kan forstyrre kroppens døgnrytme, som signalstoffet melatonin er involveret i. Et klinisk forsøg har vist, at en stor indtagelse af kaffe om eftermiddagen eller aftenen var forbundet med et 30 % fald i den maksimale melatoninproduktion om natten sammenlignet med en kontrolgruppe. Der er nogen evidens for, at et lavt niveau af melatonin i kroppen er forbundet med et højere niveau af oxidativ stress, blodtryk og risiko for hjerte-kardødsfald.

Kaffe indeholder aktive forbindelser i form af klorogene syrer, trigonellin, diterpener og melanoidiner som kan være ansvarlige for anti-inflammatoriske og antioxidante virkninger og derfor mest effektive om morgenen, hvor pro-inflammatoriske signalproteiner og inflammatoriske markører i blodet typisk er højest.

Ref.
https://www.nutraingredients.com/Article/2025/01/13/timing-matters-morning-coffee-drinkers-less-likely-to-die/