Rødt og forarbejdet kød kan øge risikoen for type 2-diabetes

En samlet analyse af data fra mere end 1,9 millioner voksne fra 20 lande er kommet til den konklusion, at indtagelse af kød, især forarbejdet kød og uforarbejdet rødt kød, er en risikofaktor for udvikling af type 2-diabetes på tværs af forskellige befolkningsgrupper. Resultaterne peger på vigtigheden af, at vi begrænser vores forbrug af kød og på behovet for at denne information indgår i kostrådene.

Hvidt kød så som for eksempel kylling, kalkun og and anses ofte for at være et alternativ til forarbejdet kød eller uforarbejdet rødt kød, men der er ikke lavet ret mange undersøgelser, der har undersøgt sammenhængen mellem fjerkræforbrug og type 2-diabetes. De hidtidige konklusioner angående dette har været modstridende, og den aktuelle undersøgelse afklarer ikke dette spørgsmål.

For at bestemme sammenhængen mellem forbrug af forarbejdet kød, uforarbejdet rødt kød og fjerkræ og type 2-diabetes brugte forskerholdet ledet af forskere ved University of Cambridge det globale InterConnect-projekt til at analysere data fra 31 befolkningsgrupper. Deres omfattende analyse tog højde for faktorer som alder, køn, sundhedsrelateret adfærd, energiindtag og BMI.

Konklusion
Forskerne fandt, at en regelmæssig daglig indtagelse af 50 gram forarbejdet kød – svarende til 2 skiver skinke – er forbundet med en 15% højere risiko for at udvikle type 2-diabetes i løbet af 10 år. Indtagelsen af 100 gram uforarbejdet rødt kød om dagen – svarende til en lille bøf – var forbundet med en 10% højere risiko for type 2-diabetes.

Undersøgelsens data stammer fra personer over 18 år fra USA, Europa, Østasien samt Mellemøsten, Latinamerika og Sydasien.
Forskningsresultaterne blev først udgivet i tidsskriftet The Lancet.

Fruktose
Fokus har i mange år været på indtagelse af for meget sukker som risikofaktor for type 2-sukkersyge. Der er dog flere former for sukker, og forskning tyder på, at det er fruktose (frugtsukker), der kommer med denne risiko frem for andre former for sukker. Frugt er heller ikke en risiko på grund af dets indhold af mange andre sunde næringsstoffer.

Refs.
https://www.sciencedaily.com/releases/2024/08/240820221808.htm
https://healthcare.utah.edu/healthfeed/2023/11/sweet-nothings-truth-about-sugar-and-diabetes